FCM fik Tim Sparv smidt ud efter en times spil og måtte nøjes med 0-0 mod Viborg trods stor dominans.

Herning. En udvisning til FC Midtjyllands Tim Sparv fik stor betydning, da midtjyderne søndag aften spillede 0-0 med rivalerne Viborg FF i Alka Superligaen.

FC Midtjylland dominerede både spille- og chancemæssigt et ophedet lokalopgør, inden Sparv efter en times spil fik sit andet gule kort og måtte traske tidligt i bad, mens holdkammeraterne spillede færdig i undertal.

Knap 8000 tilskuere så et opgør med masser af hårde tacklinger og intensitet. Samt et FC Midtjylland-hold, som kom meget tæt på sejren med blandt andet to forsøg på træværket.

Sparvs røde kort tog dog brodden lidt af værternes pres og kampen generelt.

Med det uafgjorte resultat overlader Viborg sidstepladsen i Superligaen til OB på en bedre målscore end fynboerne.

FC Midtjylland mister i den anden ende af tabellen et skridt, da Lyngby med sin sejr tidligere i runden er gået forbi og har overtaget tredjepladsen. FC Midtjylland er nu i stedet nummer fire med et point op til Lyngby.

FC Midtjylland kom flyvende ud til opgøret og sad tungt på begivenhederne fra start, hvor Jakob Poulsen misbrugte en meget stor chance, og stortalentet Mikkel Duelund sendte et forsøg på den ene stolpe.

Viborg fightede sig bedre ind i opgøret frem mod pausen, men FCM havde stadig de største chancer. I starten af anden halvleg testede den lange angriber Paul Onuachu overliggeren med et hovedstød.

Den sidste halve time af opgøret var stadig meget intens, men langt mere lige og afvekslende end før udvisningen.

Trods undertallet kom FCM i et par omgange tættest på sejren og håneretten, men Viborg-keeper Peter Friis Jensen reddede sit hold.

/ritzau/