Træner Jess Thorups FCM-mandskab skal til Cypern for at spille sig i Europa League-gruppespillet.

Nyon. Fodboldklubben FC Midtjylland skal møde cypriotiske Apollon Limassol i playoffrunden om at komme med i Europa Leagues gruppespil.

Det står klart efter fredagens lodtrækning i Nyon i Schweiz.

FCM kom torsdag på et hængende hår videre til playoffrunden, da holdet på et mål i sidste minut vandt 2-1 hjemme over Arka Gdynia fra Polen.

FCM gik videre med samlet 4-4, fordi holdet havde scoret flest mål på udebane.

Apollon Limassol vandt i samme runde samlet med 3-2 over skotske Aberdeen.

Den første kamp på Cypern bliver spillet torsdag 17. august, mens returkampen i Danmark spilles en uge senere.

FCM var seedet i lodtrækningen, og holdet var derfor på forhånd sikker på at møde et useedet hold.

De øvrige mulige modstandere var Vitorul (Rumænien), FH Hafnarfjördur (Island), Hajduk Split (Kroatien) og Panathinaikos (Grækenland).

FCM-anfører Jakob Poulsen har intet kendskab til Apollon Limassol, men han er alligevel nogenlunde tilfreds med lodtrækningen.

- Den er okay, synes jeg. Det kunne have været bedre, hvis vi havde trukket Hafnarfjördur, men også værre, hvis det havde været Hajduk Split eller Panathinaikos.

- Jeg havde en tro på, at vi kan gå videre, lige meget hvilket hold vi skulle møde, så det gør jeg også her, siger Jakob Poulsen til bold.dk.

Det er fjerde sæson i træk, at FCM er med i playoffrunden i Europa League.

Sidste år tabte klubben samlet 0-3 til tyrkiske Osmanlispor.

For to sæsoner siden nåede FCM frem til Europa League-gruppespillet, hvor klubben sikrede en andenplads og avancement til 16.-delsfinalerne.

Her tabte den jyske klub samlet 3-6 til engelske Manchester United.

Der bliver et interessant danskeropgør i playoffrunden, når hollandske Ajax møder norske Rosenborg.

Ajax, der sidste år nåede frem til finalen i Europa League, har Kasper Dolberg og Lasse Schöne i truppen, mens Rosenborg kan stille med Nicklas Bendtner, Mike Jensen og Jacob Rasmussen.

Begge hold røg ud i tredje runde i Champions League-kvalifikationen.

/ritzau/