FC Midtjylland er i dialog om at leje den tjekkiske landsholdsangriber Václav Kadlec i Eintracht Frankfurt

FCM har tænkt sig at hente guldet i denne sæson, og derfor forsøger de også at opruste sig med spillere fra nogle af Europas topligaer.

Helt specifikt har man i dette transfervindue jagtet en angriber, og nu ser det ud til, at midtjyderne har forvandlet interesse til konkret dialog. Tyske pressekilder beretter om hed FCM-interesse for den tjekkiske landsholdsangriber Václav Kadlec.

Klubber som Kaiserslautern, Paderborn og angriberens tidligere klub Sparta Prag har også forhørt sig på tjekken, men FCM har angiveligt store chancer for at lande ham.

Den 22-årige hurtige angriber er røget bag i køen som tredjeangriber i Bundesligaklubben, og derfor er Frankfurt villige til at slippe ham. I første omgang ønsker FCM at leje angriberen med en købsoption, men dialogen er stadig i et tidligt stadie.

Kadlec er udviklet i Sparta Prag, hvor han havde stor succes på førsteholdet i en række år, før han i 2013 skiftede til Eintracht Frankfurt. Han har optrådt ni gange for det tjekkiske A-landshold og scoret to landsholdsmål.

Ifølge BTs oplysninger er Kadlec ikke den eneste angriber på FCMs ønskeliste, men han skulle være blandt topprioriteterne. Så hvis de kan få forhandlet gode betingelser på plads, så ender det sandsynligvis med tjekken.

Morten Duncan Rasmussen er FCMs førstevalg til angrebsposten, men han har haft nogle skadesproblemer i opstarten, og man frygter, at han kan gå glip af en del kampe i foråret. Derfor er det vigtigt med forstærkning på de offensive pladser, hvor man også har lavet en permanent aftale med Marco Ureña.