Så er det officielt. FC Midtjylland har hentet Bruninho på en lejeaftale, bekræfter sportsdirektør Claus Steinlein.

Tidligere onsdag kunne BT fortælle, at FC Midtjylland havde sikret sig den tidligere FC Nordsjælland-spiller, og nu er tingene faldet på plads.

Bruninho kommer fra den kinesiske klub Guangzhou R&F på en lejeaftale, der gælder for resten af sæsonen.

»Vi har kæmpet et stykke tid for at få Bruninho. Vi har lejet ham i et år. Det er kun, fordi kineserne har været samarbejdsvillige, og Bruninho vil spille fodbold igen, at det her kunne lykkes,« siger Claus Steinlein til TV3 Sport.

26-årige Bruninho imponerede både for HB Køge i den næstbedste række og for FC Nordsjælland i Superligaen, hvor han lavede 9 mål i 15 Superliga-kampe for det nordsjællandske mandskab, inden han blev solgt til den kinesiske klub Guangzhou R&F for angiveligt mere end 20 millioner kroner.

»Bruninho er en, der kan gøre en forskel. Han er en rigtig farlig herre, der kan score nogle mål,« siger Claus Steinlein om sin nye brasilianske angriber.

FC Nordsjælland købte Bruninho af HB Køge sidste sommer for omkring 1,8 millioner kroner og solgte ham til den kinesiske klub et halvt år efter.

Siden ankomsten til Kina for over et halvt år siden har Bruninho været plaget af skader, der satte ham tilbage. Efterfølgende har han ikke formået at spille sig fast på holdet eller score et mål i den kinesiske liga, hvorfor han til sidst endte på reserveholdet.

Bruninho er dog ikke den eneste nye spiller, der kommer til det midtjyske på den sidste dag i sommerens transfervindue. Over for TV3 Sport fortæller Claus Steinlein, at FC Midtjylland har lejet den norske kantspiller Gustav Wikheim.

»Vi er rigtig, rigtig glade for at hente Gustav. Det er en spiller, som vi har forsøgt at skaffe til FC Midtjylland i to år. Vi har fulgt ham tæt, og hver gang han er skiftet, har vi forsøgt os,« siger FCM-sportsdirektøren.

Superliga-klubben har hentet den 23-årige kant på en lejeaftale på et år med en købsoption.

»Han er kantspiller. Han er dribler. Han er meget, meget hurtig, og det er det, vi skal have. Vi skal have noget fart og en, der kan drible, og det er det, vi har købt ham ind til, så det er ude på kanterne, han skal tage kampen op med dem, vi har i forvejen,« fortæller Claus Steinlein.

Mens Bruninho og Wikheim er kommet til, kan to andre offensivspillere være på vej væk. Det drejer sig om Vaclav Kadlec og Martin Pusic, fortæller Claus Steinlein.

Den tjekkiske angriber Kadlec kan være på vej tilbage til Tjekkiet og sin tidligere klub Sparta Prag.

»Hvis Sparta Prag vil betale det, som vi vil have, så er vi klar til at sælge ham (Kadlec, red.). Det er det, han gerne selv vil, og vi kan tjene nogle penge på det og lave en rigtig god handel økonomisk,« siger FCMs sportsdirektør.

Imens ser det ud til, at Martin Pusic kan være på vej til belgisk fodbold og Standard Liege. Claus Steinlein bekræfter, at Pusic er i gang med at forhandle med en klub i Europa, men vil ikke ud med hvilken.

»Det er hans personlige forhold, han er i gang med at forhandle,« lyder det fra Claus Steinlein, der uddyber:

»Pusic lavede vi allerede en aftale med, da vi hentede ham i Esbjerg, at det skulle være et kortvarigt ægteskab.«