FCM er i økonomisk krise. Der mangler 20 mio. kr., og bestyrelsesformand vil ikke afvise lønnedgang for spillerne

Det er dystre tider i FC Midtjylland. De ellers så hårdt satsende midtjyder med store ambitioner er truet på eksistensen, hvis ikke der findes investormillioner.

Det kom frem under klubbens generalforsamling sent torsdag aften. Her blev der blandt andet spurgt til muligheden for, at klubbens fodboldspillere går ned i løn. Det scenarie ønskede bestyrelsesformand Johnny Rune ikke at mane i jorden og undlod at kommentere på det spørgsmål. Lønnedgang på op mod 30 procent er ellers et rygte, der lever et stærkt liv for tiden på heden, fortæller kilder.

FCM's ordførende direktør, Claus Steinlein, ville fredag dog gerne gå mere i detaljen med det forlydende:

- Det er ikke en model, vi kommer til at arbejde med. Jeg kender til tankerne, men det er ikke muligt at gå den vej. Det kan i givet fald føre til, at spillerne kan få ophævet deres kontrakter, og det ønsker vi selvfølgelig ikke, siger han til sporten.dk.

Til gengæld er det sikkert, at FCM vil forsøge at komme igennem krisen med en kapitaludvidelse for blandt andet at være sikre på at kunne opfylde DBU’s krav til klubbernes egenkapital.

- Den konkrete størrelse på kapitaludvidelsen er ikke endelig fastlagt, men umiddelbart må det forventes at blive i størrelsesordenen på minimum kr. 20.000.000 og opefter, forklarer bestyrelsesmedlem og advokat Flemming Jensen.

Han opfordrer klubbens aktionærer og venner af huset til at bakke op om en ny tilførsel af penge. Alternativet er så sort som klubbens trøje.

- Hvis en kommende kapitaludvidelse må opgives, er der en nærliggende risiko for, at fodboldforretningen mister retten til at nytegne spillerkontrakter, ligesom selskabets eksistens selvsagt vil være alvorlig truet, lyder det.

På generalforsamlingen kom det desuden frem, at hvis ikke den blodige økonomi igen bliver sund om senest to år kan klubbens håndboldhold - der leverer sin del af det samlede underskud - blive ofret og vejen frem mod en bedre økonomi bliver hård.

- Under regnskabsaflægningen vil man se et underskud på minus 36.3 millioner kroner mod et underskud på 31.1 millioner kroner året før, selvsagt en utilfredsstillende udvikling, og en udvikling bestyrelsen ser på med stor alvor, siger bestyrelsesformand Johnny Rune i sin beretning.

Her afslørede han desuden, at hvis ikke klubben var beriget med indiske investormillioner fra klubbens storaktionær Dempo, så ville FCM havde været et afsluttet kapitel i dansk fodbold. Nu kæmper midtjyderne for at holde det sidste punktum på afstand.