Næstformanden i FC Midtjyllands bestyrelse, Johnny Rune, er overrasket over, at ordkrigen om Glen Riddersholms exit fra Herning-klubben har fået liv endnu en gang.
Glen Riddersholm pustede liv i kontroversen mellem ham selv og FCM-ledelsen i form af sportsdirektør Claus Steinlein og bestyrelsesformand Rasmus Ankersen, da han gav interview til Onside efter hans nye hold, AGF, havde besøgt heden.
»Jeg tror kun, han stikker næsen frem, når det går godt,« sagde Glen Riddersholm om Rasmus Ankersen, mens han fortalte, at han var på håndtryk med stort set hele FC Midtjylland – på nær Claus Steinlein.
Næstformand i FC Midtjyllands bestyrelse, Johnny Rune, forstår ikke, at debatten endnu engang er opstået, ligesom han ikke genkender Glen Riddersholms billede af Rasmus Ankersen.
»Jeg har indtryk af, at alle parter er kommet videre med deres dagligdag, så i grunden er det åndssvagt, at det fortsætter, fordi det er så længe siden. Fra hvor jeg sidder, er det lidt for lavt niveau. Rasmus Ankersen er her da ofte, og det er ikke min opfattelse, at han kun er her, når det går godt,« siger næstformanden.
Johnny Rune fortæller, at han personligt ikke har noget problem med Glen Riddersholm, som han var med til at ansætte i Ikast FS før FC Midtjylland blev grundlagt i 1999. Men da Onside søndag spurgte Riddersholm om forholdet til Cluas Steinlein og Rasmus Ankersen, burde han bare have ladet det passere.
»Glen vil jo gerne snakke, når han bliver spurgt, og så siger han måske mere, end han ville have sagt. Jeg synes, han skulle have afværget det spørgsmål,« siger Johnny Rune.
Da Glen Riddersholm indgav sin opsigelse efter at have ført FC Midtjylland til klubbens første mesterskab, kom det som en overraskelse for Johnny Rune.
»Der er ingen tvivl om, at der var noget gnubberi mellem parterne, og jeg erkender baggrunden for problemerne, men jeg kan ikke genkende reaktionen (Riddersholms opsigelse, red.).«
Hvordan synes du sagen blev håndteret af parterne dengang?
»Det var lidt uværdigt fra begge sider. Det var ikke nødvendigt, at det endte sådan. Det var en unødvendig afslutning fra begge sider, både fra Glen, men egentlig også fra FCM,« siger Johnny Rune.
BT har forsøgt at få en kommentar fra både Claus Steinlein og Rasmus Ankersen, men de har endnu ikke svaret tilbage på vores henvendelser. Til Tipsbladet fortæller Rasmus Ankersen, at han ikke vil kommentere på Glen Riddersholms udtalelser.
Glen Riddersholm skriver ligeledes i en sms til BT, at han ikke ønsker at kommentere yderligere på sagen.
