FCM havde søndag flere profiler tilbage i startopstillingen, hvilket gav pote med en 2-0 sejr over Silkeborg.

Farum. FC Midtjylland slog søndag Silkeborg med 2-0 på hjemmebane i Alka Superligaen. Holdet spiller mange kampe for tiden med både ligakampe og kampe i kvalifikationen til Europa League.

FCM-træner, Jess Thorup, havde i søndagens opgør mod Silkeborg sat hele seks stamspillere tilbage i startopstillingen i forhold til sidste weekends store 0-4 nederlag i Brøndby, hvor mange profiler blev sparet.

FCM-anfører, Jakob Poulsen, mener dog ikke, at FCM-truppen mangler bredde.

Han mener heller ikke, at de seks stamspilleres tilbagevenden i startopstilling havde indflydelse på det højnede niveau i FCM-spillet søndag.

- De spillere, der spillede i Brøndby, kunne sagtens have gjort det ligeså godt i dag. Det har ingen betydning haft, at vi skiftede seks spillere. Det har udelukkende noget med den samlede indsats at gøre, siger Jakob Poulsen.

FCM-træner Jess Thorup har stadig i sinde at lave udskiftninger i truppen på grund af det tætpakkede kampprogram. Han erkender, at holdet havde brug for at spille med en fast stamme af spillere mod Silkeborg.

- Jeg havde brug for at skabe et fundament, hvor vi kunne få nogle succesoplevelser, siger Jess Thorup.

- Mod Brøndby havde jeg brug for at lave nogle rokeringer for at få nogle svar, og de svar var ikke positive. Det betyder dog ikke, at jeg ikke vil rokere i fremtiden

- Selv om vi skal spille flere gange om ugen, skal vi kunne håndtere det. Vores trup er blevet bredere og fyldt med mere kvalitet over sommeren, afslutter Jess Thorup.

FC Midtjylland tager næste søndag imod Randers i Alka Superligaen. Inden da skal holdet et smut til Polen og spille det første af to opgør mod Arka Gdynia i kvalifikationen til Europa League.

/ritzau/