Ikke siden 3-2-sejren over FCN i april har FCK-spillerne smagt sejrens søde bortset fra i nogle ubetydelige træningskampe, og sæsonstarten med to nederlag i træk bør give grund til bekymring. Især i betragtning af at FCK knap nok skabte en reel målchance i nederlaget til FCM søndag aften.
Der bør skriges på forstærkninger. En venstrekant, en central midtbanespiller og en angriber kunne truppen godt bruge. Og træner Ariël Jacobs har meddelt sin sportsdirektør sine ønsker.
- Han ved, hvad jeg vil have, sagde Jacobs efter nederlaget, som slet ikke ville ind på, hvad han havde talt med Carsten V. Jensen om.
Ariël Jacobs var selvsagt ikke tilfreds med den lange periode uden en sejr.
- Vi har tabt to kampe i den her sæson. Alle de andre kampe, hvor vi ikke har vundet, var vi allerede mestre, så på den vis er jeg ikke bekymret, forklarede Jacobs.
Men måden Petter Andersson fik lov til at spadsere gennem forsvaret på ved 1-0-målet, var FCK-træneren rasende over.
- Hvis du så tydeligt mangler aggressivitet og siger til modstanderne, ’værsgo og scor’, har du tydelige problemer, sagde Jacobs.
FCK-anfører Lars Jacobsen erkender problemer i spillet:
- Vi er ikke gode nok til at sætte vores angribere i scene. Vi får bolde nok ind til dem, men vi får ikke spillet dem bagom forsvaret. Der er stadig et stykke vej endnu.