I en række af sms'er til hinanden skal to af FCK-stjernen Andreas Cornelius' tidligere bosser i Premier League-klubben Cardiff have sendt racistisk, homofobisk og sexistisk indhold i en sådan grad, at klubben har set sig nødsaget til at melde det til det engelske fodboldforbund.

Det skriver Daily Mail.

Det er manager Malky Mackay, som hentede Cornelius til klubben, og rekrutteringschef Iain Moody, der er under lup i sagen. Det engelske fodboldforbund har et regelsæt, der byder klubberne at rapportere om upassende opførsel, så derfor har Cardiff ifølge Daily Mail sendt omkring 70.000 sms'er og 100.000 emails ind til videre undersøgelse.

Avisen beretter, at følgende stødende sms'er har været sendt mellem Mackay, der blev fyret i december, og Moody:

- Da Cardiff skulle skrive kontrakt med sydkoreanske Bo-kyung i juli 2012, skrev Moody til Mackay, at spilleren var på vej. Mackay skrev tilbage og brugte ordet 'fucking chinky', som anses for en racistisk betegnelse af asiater, hvorefter han sluttede af med at skrive 'fuck det. Der er nok hunde til os alle i Cardiff.'

- En ansat i en anden klub er også blevet svinet til i Moody og Mackays interne korrespondance, da vedkommende fik følgende beskrivelse: 'Han er en slange, en bøsset slange. Ikke til at stole på.

- Mackay og Moody havde kontakt med en ung spiller med en kvindelig agent, og Mackay og Moody fik drejet samtalen ind på noget seksuelt, hvorefter der blev skrevet: 'Jeg håber, hun tager sig af dine behov. Du vil sikkert elske at springe på hendes 'falsies' (slangudtryk for brystindlæg, der får barmen til at tage sig større ud, red.).

Hverken Mackay eller Moody har kommenteret anklagerne.