Først glippede VM-kvalifikation, så gik landstræneren af – og herefter gik Benjamin Verbic i byen og festede med nogle af landsholdskammeraterne.

Og den opførsel efter afslutningen på VM-kvalifikationen har vakt opsigt og forargelse i FC København-spillerens hjemland, Slovenien.

Ikke mindst fordi Benjamin Verbic og en anden landsholdsspiller, Andraz Sporar, natten til mandag lagde nærmest identiske videoer fra festlighederne ud på deres Instagram-profiler.

Historien er blevet bragt i det slovenske medie Ekipa24.

»Flere sure læsere var faktisk de første til at gøre os opmærksomme på videoerne på begge spilleres sociale medier. De opfordrede os til at bringe historien, fordi det på mange måder var uacceptabelt,« fortæller journalisten Andrej Miljkovic til BT.

Benjamin Verbic og Andraz Sporar lod dog ikke videoerne få nogen lang levetid på nettet. Midt i de sandsynlige tømmermænd blev videoerne igen slettet mandag middag.

Men du kan se det 15 sekunder lang klip her:

På videoen ses Benjamin Verbic og og Arminia Bielefeld-spilleren Andraz Sporar (med iturevet trøje og bar overkrop) synge højt ind mod kameraet på en restaurant.

Scenariet udspillede sig kun få timer efter, at det slovenske landshold søndag aften havde spillet 2-2 mod Skotland hjemme i Ljubljana.

Dermed endte Slovenien i Gruppe langt fra VM i Rusland næste år, og det endte med at blive landstræner Srecko Katanec’ sidste kamp i spidsen for holdet.

Der var dog ’ingen tegn på overdreven sorg, vrede ellers skuffelse’ hos Benjamin Verbic og co. midt i festlighederne, som mediet Ekipa24 tørt påpeger i artiklen på mediets hjemmeside.

Den slovenske journalist Andrej Miljkovic uddyber:

»For det første var fjerdepladsen i VM-kvalifikationen var en stor skuffelse, og vores befolkning fortjener en helt anden attitude fra spillerne. For det andet er det en utrolig uprofessionel opførsel fra spillerne midt i sæsonen, og man kunne forvente, at de ville tage hjem og træne for at blive bedre,« siger Andrej Miljkovic:

»Og for det tredje skal spillere i Slovenien være bevidste om, at hvis man smider ting på sociale medier, ryger det ud til den brede offentlighed.«

Det var England, der løb med den direkte VM-plads i Gruppe F, mens Slovakiet snuppede andenpladsen.