FC København røg tordag ud af Europa League i ottendedelsfinalen. Det endte 2-3 samlet til Ajax. Og efter kampen var der især fem ting, man snakkede om.

De kommer her.

1. Boilesen blev buhet ud

Nicolai Boilesen ærgrede sig stort over, at FCK ikke spillede op til deres bedste, selvom han fik 45 minutter på sin gamle hjemmebane. Og hvis det peb lidt for ørerne efterfølgende, var der ikke noget at sige til det. Boilesen fik nemlig ikke en god velkomst af sine tidligere fans. Han blev piftet ud.

»Jeg tror hellere, jeg vil holde min mening om det for mig selv. Det er, hvad det er. I fodbold er der noget langtidshukommelse, der går tabt, og så er det kun lige det sidste, man husker. Med medierne hernede kunne jeg godt se, at jeg nok ikke ville få en tiljubling af fansene. Men det er, som det er. Jeg har haft seks rigtig gode år her – hvoraf man kan sige, at det ene var lort. Men jeg ser tilbage på tiden – bortset fra det sidste år – med glæde,« sagde Boilesen.

2. Jores Okores mareridtshalvleg

Anfører Mathias Zanka Jørgensen var karantæneramt, og derfor skulle Jores Okore agere vikar i opgøret. Det gjorde han ikke specielt godt, for der var blandt andet en for kort tilbagelægning og et straffespark, som kostede for Okore, der blev taget ud i pausen. Men det var på grund af en fiberskade, som Okore havde fået i duellen med Dolberg, fortalte Ståle Solbakken efterfølgende.

Han var ikke blevet skiftet ud, hvis ikke han havde været skadet.

»Nej. Man bruger lidt tid på at komme i gang. Og så havde han heller ikke den nemmeste kamp at komme ind i,« sagde Solbakken, der kunne fortælle, at Mikael Antonsson havde været syg op til kampen, og derfor ikke følte sig klar til at spille.

Kasper Dolberg (th.) i duel med Jores Okore.
Kasper Dolberg (th.) i duel med Jores Okore. Foto: UNITED PHOTOS
Vis mere

3. Om Ajax spiller bedre fodbold end FCK

Ajax-træner Peter Bosz og målmager Kasper Dolberg proklamerede før returopgøret i Amsterdam, at Ajax altså spillede bedre fodbold end FCK. Det fik de også vist i 2-0-sejren. Og efterfølgende skulle Kasper Dolberg naturligvis også forholde sig til det.

»Jeg synes, at vi spillede godt, og vi gav dem ikke særlig meget tid, efter vi mistede bolden. Det gjorde, at vi var meget over dem hele tiden, og det gjorde det svært for dem. Jeg synes ikke, det var en mindre god præstation af FCK, vi var bare lidt ekstra gode i dag,« sagde Dolberg.

4. Ajax skulle have vundet større

Kasper Dolberg ville gerne have scoret tre mål mere. Og der var også Ajax-chancer nok til at tænde de røde lygter uden for det kendte distrikt i Amsterdam. Det endte 2-0, men både Kasper Dolberg og også Lasse Schöne mente, at det skulle have været en større sejr.

»Jeg synes, at vi kreerede mange chancer. Vi skulle have lavet et par stykker mere og gjort det lidt nemt for os selv. Til sidst får vi en situation, hvor vi er fem mod en. Der skal vi lave den tredje, og så er det overstået,« sagde Schöne.

Kasper Dolberg (th.) i duel med Nicolai Boilesen.
Kasper Dolberg (th.) i duel med Nicolai Boilesen. Foto: OLAF KRAAK
Vis mere

5. Den svære toer

FC København var så tæt på en europæisk kvartfinale – og så i en tid, hvor dem med de fleste penge også normalt løber med det hele. Ajax var et hold, som københavnerne havde regnet med at kunne spille op med og også slå ud med et par præstationer over det jævne.

Men det skete ikke – og så er spørgsmålet, hvornår sådan en chance kommer igen for at nå en Europa League-kvartfinale.

»Vi står og er ærgerlige, for vi synes faktisk, at vi havde en mulighed for at gå videre. Men de var bedre end os. Det er fair nok, at de gik videre,« sagde William Kvist

Ståle Solbakken spår dog også – som så mange gange før, at han skal starte halvt forfra til sommer i FCK.

»Vi har leveret en fantastisk kampagne og er aldrig kommet længere. Men nu bliver dette hold splittet ad. Der er flere spillere, der sandsynligvis ikke kommer til at være her i næste sæson. Jeg regner med, at Zanka forsvinder, og Ludwig Augustinsson er allerede solgt. Og måske ryger der en eller to mere,« sagde Solbakken, mens William Kvist mindede om den store europæiske sæson.

»Vi er vi kommet historisk langt, og det skal vi nyde. Og hvis vi har samme hold næste år, tror jeg kun, at vi kan gøre det bedre,« sagde William Kvist.