FC København er ærgerlige over udebanetilhængernes boykot af Parken, men mesterklubben kommer ikke til at flytte de gæstende fans.

De øvrige superliga-klubbers fans boykotter FC Københavns hjemmekampe i det slutspil, der netop er sparket i gang. Det står klart, efter en dialog mellem udebanetilhængerne og FC København ikke er mundet ud i fælles fodslag.

Der kommer derfor ikke til at være gæstende fans på plads i nationalarenaen hverken til pokalkampen mod AGF på torsdag, til næste weekends opgør mod FC Nordsjælland eller til forårets øvrige kampe.

Fansene af de øvrige klubber vil flyttes fra tribuneafsnittet A11 på den ene langsides øvre hjørne, fordi de vil tættere på banen og ikke ønsker at sidde på et ’usikkert’ afsnit, der imødekommer reglerne, men ikke anbefalingerne.

Siden BT i midten af februar kunne fortælle, at samtlige klubbers tilhængere – med undtagelse af Brøndbys – varslede boykot mod Parken, har FCK og udebanetilhængerne været i dialog. Den har imidlertid ikke båret frugt. FCK ønsker ikke at flytte dét udebaneafsnit, som er fansenes største anke.

»Der er fire nedre tribuner i Telia Parken. Den ene er det, der hedder Sektion 12 (FCKs mest hårdkogte og larmende fans, red.). Det er næppe en god idé. Så er der nedre C, som næppe heller er en god idé til et udebaneafsnit, og så er der vores sponsortribune, som de færreste klubber nok synes skal være et udebaneafsnit. Så er der D-tribunen, som er vores familietribune. Her er belægningsgraden rigtig høj. Der kommer rigtig mange, og der er stor efterspørgsel her. Skulle vi lave et udebaneafsnit her, skulle vi allokere 1.100 pladser til dét alene, og det ville gå voldsomt ud over vores succesfulde familietribune, som er rigtig vigtig for os, og som vi bruger mange ressourcer på. Dét synes vi ikke er en god løsning. Derfor er udeholdets fans på A11, som vi synes er den bedste løsning til udebaneafsnittet på vores stadion,« siger kommunikationschef i FC København, Jes Mortensen.

Men hvorfor skal en familietribune prioriteres højere end et udebaneafsnit?

»Det er voldsomt subjektivt at sige, at de (tilskuere på familietribunen, red.) bliver prioriteret højere. Virkeligheden er, at de får pladser, der objektivt set er dyrere og bedre, end dem, der var bag målet.«

Hvordan har I oplevet dialogen?

»Vi fandt ud af, at de havde en talsmand, som vi efterfølgende har haft en skriftlig dialog med, om hvad der kunne være af forhold på vores udebaneafsnit, som de ønskede forbedret. Der har været en fin dialog om det, synes vi. Men de vil åbenbart alligevel ikke benytte det udebaneafsnit, og det, synes vi, er ærgerligt. Men det er ikke noget, vi kan gøre det store ved.«

Det lyder ikke, som om udebanefansene vil komme tilbage, medmindre de flyttes tættere på banen. Er der tale om en ’gordisk knude’ her?


»Jeg kan ikke svare på, hvad de vil gøre. Men vores udebaneafsnit til superliga-kampene er A11, og det har vi ikke planer om at lave om på. På vores opfordring er der igangsat et større arbejde i Divisionsfor-eningen og nedsat et udvalg, der skal kigge på udebaneafsnittene i hele Superligaen. Herunder vores, men også alle andres. For vi er ikke det eneste sted, hvor tingene kunne blive bedre. Det afventer vi, for det bedste er selvfølgelig en fælles løsning over hele linjen, så alle fans får så gode forhold som overhovedet muligt, uanset om det er hjemme- eller udefans.«

Udebanefansene har en anke, der lyder på, at A11 ikke er et sikkert afsnit. Er jeres udebaneafsnit sikkert?

»Naturligvis. Der har i hvert fald ikke været nogen uheld deroppe, så vidt jeg er orienteret. Afsnittet er godkendt af DBU, UEFA og andre relevante instanser og lever op til sikkerhedskravene.«

Vil I gerne have udebanefansene tilbage i Parken?

»Det, synes jeg, er indlysende. Selvfølgelig vil vi det. Vi har et udebaneafsnit, der lever op til alle regler. Vi ser på udebanefans præcis, som alle andre klubber i Danmark gør det, og vi er glade for, de kommer. Men vi kan ikke tvinge dem. Vi respekterer også, hvor vores fans skal stå, når de er på udebane, for det er den arrangerende klub, der bestemmer, hvor udebaneafsnittet er, så længe det lever op til de krav og regler, der er. Det er en vigtig pointe. Men om de kommer, og hvornår de kommer, må du spørge dem om.«

Ærgrer I jer over den her situation?

»Selvfølgelig gør vi det. Vi synes det er superærgerligt, at der ikke kommer fans fra de andre klubber, og vi synes også, det er sjovere, når de er der. Antagelsen om, at vi ikke skulle synes det, er forfejlet. Det er ikke sandt, og jeg kan ikke se, hvad vores motiv skulle være for ikke at ønske at se udeholdenes fans til vores kampe,« siger Jes Mortensen.

Parken bliver for første gang uden gæstende fans på torsdag, hvor AGF gæster nationalarenaen i pokalturneringen.