FC København og Brøndby tog begge hul på 2013 med en sejr. FCK slog FC Vestsjælland, mens Brøndby storsejrede over Fremad Amager. Quincy Antipas måtte udgå med skade.

Både FC København og Brøndby tog lørdag for alvor hul på forberedelserne til den kommende halvsæson, hvor FCK skal forsøge at køre mesterskabet sikkert i hus og Brøndby undgå nedrykning. Begge københavnerklubber spillede testkamp lørdag middag.

Og det gik efter hensigten for både FC København og Brøndby, der vandt i 2013's første dyst.

FC København havde besøg af topholdet i Betsafe Ligaen, FC Vestsjælland, og Slagelse-klubben bed godt fra sig i 1. halvleg, der endte uden scoringer. Men så skiftede FCK et helt hold i pausen og sendte blandt andre Daniel Jensen, der i dag har underskrevet en kontrakt med løverne, i aktion. Og det ændrede kampen.

Efter en times spil gjorde Mustafa Abdellaoue det til 1-0, og 13 minutter senere var nordmanden på pletten igen og fordoblede til 2-0. To minutter senere øgede Kris Stadsgaard til 3-0, og så var det kun af kosmetisk betydning, at Henrik Madsen fik pyntet til slutresultatet 3-1 seks minutter før tid.

Brøndby tog hul på 2013 med et opgør mod Fremad Amager, der er bundhold i 2. division Øst. Og der var da også den ventede klasseforskel på de to mandskaber. Brøndby vandt 4-1.

Allerede i 1. halvleg satte de blå-gule tingene på plads med fire scoringer. Quincy Antipas sørgede for de to første, inden Frederik Holst og Jens Stryger Larsen gjorde det til henholdsvis 3-0 og 4-0. Fremad Amager fik reduceret med 20 minutter tilbage.

Antipas måtte udgå fra kampen efter blot en halv time med det, der ligner en lille skade. Brøndby melder på sin Twitter-profil, at angriberen blot har fået et slag og er øm.
 
tipsbladet.dk