FCK har meddelt UEFA, at de ikke på nogen måde kan rejse til den ukrainske by Dnipropetrovsk

Søndag meddelte FCK på klubbens hjemmeside, at UEFA holder fast i, at københavnernes Champions League-kvalifikationskamp mod ukrainske Dnipro skal afvikles i Ukraine.

Men FCK har søndag aften sendt yderligere materiale, der taler for, at UEFA flytter kampen til et andet land. Derfor afholder UEFA et nyt sikkerhedsmøde i selve Dnipropetrovsk mandag formiddag. Og der kan meget vel komme en ændring i UEFAs afgørelse, så FCK slipper for at rejse til den krigsramte region.

Kampen skal afvikles enten tirsdag eller onsdag i næste uge.

Byen Dnipropetrovsk ligger ikke mere end et par hundrede kilometer fra stedet, hvor et Malaysian Airlines-passagerfly styrtede ned i sidste uge, ifølge internationale medier skudt ned af et missil.

I samme region er der også kampe på landjorden mellem russiske separatister og det ukrainske militær.

- Vi har nu indsendt dokumentation til UEFA, der understreger, at ingen af de charterselskaber, der opererer i Skandinavien vil flyve os dertil. Ligeledes er der ingen rutefly, der flyver fra Skandinavien til den by. Så uanset hvor sikkert UEFA siger, der er, så kan det ganske enkelt ikke lade sig gøre at komme dertil, forklarer FCKs Club Secretary, Daniel Rommedahl.

FCK har også fået opbakning fra DBU og den danske ambassade i Kiev i forhold til den nye skrivelse.

- Vi har flere instanser, der siger, at situationen i området er ustabil. Vi har indsendt dokumentation fra flyselskaberne for at vise, at vi ikke overdriver her. Desuden er det ikke holdbart for os, at vi ikke ved, hvor vi skal spille med så få dage til kampen. Hvis vi skal til Ukraine, så er der også en masse praktiske ting, der skal på plads, forklarer Daniel Rommedahl, der er i dialog med UEFA på vegne af FCK.