FC København ligger godt til i Champions Leagues gruppe G efter de to første runder.

København. FC København har kurs mod et stort resultat i Champions League efter tirsdagens 4-0-sejr over Club Brugge.

Men om holdet kan nå op på det niveau, som i 2010/2011-sæsonen bragte FCK i ottendedelsfinalen, er William Kvist endnu ikke klar til at konkludere.

- Det kan vi ikke sammenligne endnu. Det her var et rigtig godt svar, og vi havde noget af den positive arrogance, som vi havde dengang, hvor vi ikke bare vandt heldigt, men reelt.

- Det her gør, at København og Danmark kan drømme om at få et stort hold. Det må tiden vise. Vi holder benene på jorden, men er rigtig glade for det her, lyder det fra William Kvist.

Spørger man anfører Thomas Delaney, der selv stod for en af de fire danske scoringer tirsdag aften, er den nuværende FCK-trup ikke bedre end i 2010/2011-sæsonen.

- Ikke spiller for spiller. Det her hold er meget bredere og meget yngre. Dengang var de bedste spillere i en anden alder og havde prøvet mere.

- Men jeg vil sige, at det (4-0-sejren, red.) er noget af det bedste, jeg har set i Parken, lyder det fra FCK-kaptajnen.

FCK lagde ud med 1-1 mod FC Porto, og de danske mestre har dermed fire point før de næste to kampe mod de engelske mestre fra Leicester.

I 2010 sluttede FC København med ti point i sin gruppe. Det rakte til en andenplads bag FC Barcelona.

Dengang gik FC København ubesejret gennem hjemmekampene. Generelt har FCK en god hjemmebanestatistik i Champions League, og det giver tro på tingene, fortæller angriberen Andreas Cornelius.

- Vi har ikke tabt her i lang tid, så det giver en tro på, at vi ikke behøver at spille godt for at få et resultat. Selv om vi måske spiller dårligt, kan vi stadig lukke af bagved.

- Vi har vores koncept, og man har altid den tryghed, at vi ikke bliver kørt over, medmindre der sker noget vanvittigt. Ellers tror jeg ikke, vi bliver kørt over på hjemmebane, siger han.

/ritzau/