Omkring 15 millioner kroner betalte FC København for argentineren Franco Mussis. En stor sum penge, der normalt forbindes med høje forevntninger i dansk fodbold, men Mussis blev fluks udlejet til Genoa, og nu har italienerne så set nok.

Blot otte minutters spilletid er det blevet til i ni kampe for Mussis, hvilket bestemt ikke er tilfredsstillinde for hverken Mussis, FCK eller Genoa.

I sidste uge berettede BT Sporten, at Genoas cheftræner, Gian Piero Gasperini, ikke var begejstret for Mussis, og tålmodigheden ser nu ud til at være sluppet op. Tirsdag melder flere medier, at argentineren er på vej hjem til Argentina, hvor storklubben Boca Juniors, som også var ude efter Mussis inden skiftet til FCK, står som en af de største bejlere til hans fodboldkundskaber.

Genoa vil helst af med Mussis allerede til januar, men reglementerne foreskriver, at han ikke må repræsentere tre klubber på en sæson. Derfor må Genoa, der ellers har sikret sig en frikøbsklausul på spilleren, vente helt til sommer, hvor lejeaftalen ophører, med at smide Mussis tilbage til københavnerne.