Konflikten mellem FC København-træner Ståle Solbakken og klubbens fans ser ud til at fortsætte.

Ved onsdagens Superliga-kamp i Parken, hvor Randers FC er på besøg, har en gruppe fans medbragt et banner med følgende ordlyd: ’Ståle, hvis du passer dit velbetalte job, så passer vi vore selvbetalte jobs'.

Fanger af en tilskuer til stede i Parken her:

Det ligner unægtelig en reaktion på Ståle Solbakkens udtalelser efter søndagens kamp mod AaB, hvor nordmanden efterfølgende brokkede sig over, at mange fans piftede af FCK-holdet i pausen. Og nogle havde medbragt et banner: ’I er DKs bedst betalte – I KBH er det kun sejre, der tæller. Og det gælder især for dig, Ståle'.

I søndags sagde Ståle Solbakken to ting:

»Den pibekoncert hører ingen steder hjemme.«

Og: »Altså, jeg har været her i 10 år, og jeg har set, at de bannere kommer og går, og det kommer aldrig til at forandre sig. Det er min mindste bekymring.«

Det lykkedes mod AaB for FCK at vende 1-2 ved pausen til en 4-2-sejr – den første i fem kampe.

Onsdag aften kommenterer Ståle Solbakken den nye banner således over Canal9:

»Jeg synes nu, jeg arbejder godt for pengene,« lyder det med et skævt smil.

BT.dk har de seneste dage beskrevet den verbale dyst mellem træner og fans, og BT Sportens fodboldkommentator Søren Hanghøj Kristensen konkluderer:

»Solbakken bør være forsigtig. Det klæder ingen at pege fingre så snart smagen af succes rammer tungespidsen efter lang tids tørst og sult. Slet ikke en mand med nordmandens magtposition. Det kan han kun ende med at tabe på.«