Der bliver ikke fyldt på lægterne i Parken til New Firm-opgøret mellem FCK og Brøndby torsdag, da både Brøndbys fans samt enkelte fraktioner fra FCKs ditto boykotter kampen som følge af politiets stramninger over for fans i forbindelse med fodboldkampe.

Men det er helt forfejlet af fansene at anvende boykot som protest, mener FCK-direktør Anders Hørsholt.

- Deres boykot af kampen hjælper ikke holdet. De skulle gøre det modsatte. Hvis de vil forhindre, at klubben skades af uromagere, skal de møde op og støtte holdet. Det vil sende et kraftigt signal om, at de tager afstand fra uromagerne. Jo før vi kan få dem isoleret og fjernet fra kampene, jo hurtigere vil det gå med at komme tilbage til normale tilstande, siger Anders Hørsholt til FCKs hjemmeside.

Han mener tværtimod, at boykotten ender som en støtte til de ballademagere, politiet forsøger at komme til livs med stramningerne.

- Jeg synes ikke, det klæder FCK-fans, at de boykotter deres eget hold. De giver indirekte støtte til dem, der først og fremmest er ude på at lave ballade fremfor at se fodbold, siger Hørsholt.