Målsætningerne i FC København er ambitiøse, og armbevægelserne kan virke store.

Men når holdet kvalificerer sig til Champions League for første gang i tre år, som det skete onsdag aften efter at have slået Apoel FC fra Cypern med samlet 2-1, skal det nydes og fejres. Det er nemlig ikke en oplevelse, man får hver dag, siger Anders Hørsholt, der er administrerende direktør i selskabet bag FCK.

»Det bliver aldrig hverdag. Det er op og ned, sort og hvidt. Vi har stået her flere gange og har skullet holde minen, efter vi har tabt. Så vi skal ikke lade os flyde over af begejstring, men vi er rigtig glade. Det er et kæmpe pres, der er taget af skuldrene,« siger direktøren.

Federico Santander scorede det afgørende mål for FCK efter 86 minutters spil. Det fejrede hele holdet og staben med vild jubel, og direktøren lod sig også rive med.

En stærk kontrast til hans følelser, da Apoel scorede ud af det blå lidt over et kvarter tidligere.

»Jeg løb ud og hoppede med de andre. Det var fantastisk, og jeg var mega glad, siger Hørsholt om Santanders udligning. Jeg nåede at blive lidt nervøs undervejs. Det var forbandet irriterende, da de scorede. Jeg tænkte bare shit, da de kom én mod en med målmanden. Men vi har snakket om, at man ikke skal lade sig gå på af modgang, og vi fik vendt kampen på hovedet. Så det var et forløsende og genialt mål af Santander,« siger direktøren.

Straks efter pladsen i Champions League blev sikret opjusterede FCK sine forventninger fra et overskud på 44-55 millioner kroner til et overskud på 225-250 millioner kroner for 2016. De mange millioner revolutionerer ikke klubbens slagplan.

»Vi investerer ikke efter, at vi spiller i Champions League et enkelt år, men vi investerer langsigtet. At komme i Champions League har været en del af den plan, vi har lagt, og som vi nu har fået forløst. Men det er da dejligt, at pengene er kommet ind på kontoen.

»Pengene kommer ikke til at gå direkte i spillerbudgettet. Vi investerede også sidste år, hvor vi ikke lykkedes med at kvalificere os til Europa League. Vi investerer de nødvendige penge i at skabe det bedst mulige fodboldhold og i at stille de bedst mulige faciliteter til rådighed for vores trænerstab. Det vil vi blive ved med at gøre, selv om vi skulle spille Champions League. Men det her bekræfter os i, at det vi gør, er det rigtige,« siger Anders Hørsholt.

/ritzau/