FC København måtte nøjes med 1-1 ude mod FC Nordsjælland, der trods pointet må se slutspillet være langt væk.

For tredje gang på en uge spillede FC København uafgjort, da holdet søndag måtte nøjes med 1-1 ude mod FC Nordsjælland.

Det skete trods overvægt i spil og chancer til de danske fodboldmestre, men skarpheden manglede.

Efter 0-0 hjemme mod Brøndby i Alka Superligaen og 0-0 hjemme mod bulgarske Ludogorets i Europa League blev det altså endnu en gang uafgjort for FCK, da holdet var på besøg i Farum i ligaen.

Trods pointtabet topper det ubesejrede mesterhold ligaen suverænt med 55 point for 23 kampe.

Artiklen fortsætter under videoen

 

FC Nordsjælland har 26 point på tiendepladsen, og holdet fra Farum får meget svært ved at komme blandt de seks bedste hold, der kommer i slutspillet.

FCK-træner Ståle Solbakken havde givet Andrija Pavlovic chancen fra start i angrebet i stedet for Andreas Cornelius.

Den serbiske angriber formåede imidlertid ikke at gribe chancen. I første halvleg havde Andrija Pavlovic flere gode muligheder for at score, men træfsikkerheden var ikke god nok.

FCK havde klart flest afslutninger i første halvleg, hvor FC Nordsjælland måtte udskifte midterforsvareren Pascal Gregor med Andreas Skovgaard på grund af en skade.

Hjemmeholdet indledte anden halvleg rigtig godt, og tre minutter inde i anden halvleg havde hjemmeholdet bolden i modstandernes net.

Emiliano Marcondes var dog en anelse offside, da han sendte bolden i mål.

Fem minutter senere eksploderede kampen, da hjemmeholdet kom foran 1-0.

Stanislav Lobotka trykkede godt af udefra, og FCK-målmand Robin Olsen kunne tilsyneladende ikke få kastet sin store krop tilstrækkeligt ned til, at han kunne få pareret bolden skråt væk mod sidelinjen.

I stedet sendte den svenske målmand returbolden ud til Emiliano Marcondes, der scorede.

Føringen holdt i et minut, hvorefter Federico Santander viste en anden træfsikkerhed, end Andrija Pavlovic havde gjort i første halvleg.

Rasmus Falk serverede bolden for angriberen fra Paraguay, der resolut udlignede til 1-1 med en flad afslutning.

FCK tog herefter først Kasper Kusk og senere Andrija Pavlovic ud. Ind kom i stedet først Youssef Toutouh og dernæst Andreas Cornelius, og mestrene gik hårdt efter sejren.

12 minutter før tid var Federico Santander igen tæt på, men FC Nordsjælland-målmand Runar Alex Runarsson leverede en flot redning.

FC Nordsjælland forsøgte også med en offensiv, eftersom holdet havde brug for tre point for at nå slutspillet. Det blev dog ved 1-1.

/ritzau/