Carsten V. Jensen forventer, at FC København som minimum er usvækket, når transfervinduet lukker den 3. september.

Lige nu står der primært trænerjagt på programmet for FC København og sportsdirektør Carsten V. Jensen, men der er også andre opgaver, der skal varetages på den sportslige ledelsesgang i klubben.

Det danske transfervindue er således allerede åbnet, så Carsten V. Jensen er også i gang med at kigge på potentielle til- og afgange. Sportsdirektøren forventer således, at FC København vil være aktive i løbet af sommerens transfervindue. Men ikke endnu.

- Det er oftest sådan i et slutrunde-år, at der ikke sker det store i starten. Så kommer der en domino-effekt, hvor de store klubber først rykker på de spillere, de gerne vil have, og derefter kommer vi andre. Lige nu er der ikke den store aktivitet, men der kommer nok til at ske noget. Der plejer både at være til- og afgange i løbet af et transfervindue hos os, siger Carsten V. Jensen.

Når transfervindue lukker den 3. september regner han med, at FC Københavns trup har minimum samme styrke som nu.

- Udgangspunktet er altid at forstærke sig. Det er sjældent, at der er nogle klubber, der siger det modsatte. Så målet er at være stærkere eller som minimum usvækket. Vi vil gerne forstærke os, men vi skal som minimum opretholde vores styrke, lyder det fra sportsdirektøren.

Han er godt tilfreds med truppens aktuelle styrke, men han mener også, at der er plads til forbedring på et par positioner.

- Hvis man tænker på at have et antal spillere til hver position, er vi egentlig dækket godt ind, og vi har en stærk trup. Vi har også fået tre spillere tilbage fra lejemål, så kigger man på antal og placeringer, ser det godt ud. Men der er stadig et par positioner, hvor der er mulighed for at styrke os, men hvor det er henne på banen, vil jeg ikke ind på, siger Carsten V. Jensen.

FC København indledte forberedelserne til den kommende sæson med første træningsdag torsdag formiddag.

tipsbladet.dk