Tirsdag aften stod FC Midtjylland over for den vel nok største kamp i klubbens historie, da de mødte APOEL Nicosia i Champions League-kvalifikationen.

Det skulle have været kulminationen på en flot mesterskabssæson sidste år, men det endte i et antiklimaks. Midtjyderne var slet ikke klar til opgaven og tabte 1-2 på blandt andet to store personlige fejl.

Chancen for at gå videre lever stadig for FC Midtjylland, der drager til Cypern i næste uge til returopgøret, men mere opsigtsvækkende var udtalelserne efter opgøret. Midtjyderne har længe meldt ambitiøst og storstillet ud, at man blandet andet skal i et europæisk gruppespil hvert andet år.



Derfor undrede det mange, at cheftræner Jess Thorup efter kampen til TV3 Sport snakkede om ’lærepenge’, mens sportsdirektør Claus Steinlein mente, at klubben stadig var nybegynder i europæisk sammenhæng til trods for, at FC Midtjylland har 35 kampe i Europa CV’et.

En af dem, der har lagt mærke til netop det, er Niels Christian Holmstrøm, bestyrelsesmedlem hos rivalerne FC København.

Holmstrøm har rig erfaring med at prøve at komme i Champions League-gruppespillet med FC København i form af sin tidligere funktion som sportsdirektør i klubben. Og han forstår ikke Midtjyllands udtalelser efter kvalifikationskampen.

»Jeg kan sige i generelle vendinger, at alle danske hold, der skal spille europæiske kampe, skal indstille sig på en anden boldgade end den hjemlige andedam. Det skal man være forberedt på. Og jeg undrede mig da også at se en række udtalelser om, at det var en nyttig læreproces. Mig bekendt har de da deltaget i en hel del europæiske kampe. De har godt nok ikke klaret sig særlig godt, men man skal jo passe på, hvad man siger om dem, for de bliver lidt nærtagende, hvis man siger noget om dem. De har travlt med at tale om dem selv mange gange. Jeg forstår ikke rigtig, hvad de mener med læreproces. Hvis det er første gang, man kommer ud og spiller europæiske kampe, kan det være, man ikke ved, hvad det handler om, men det burde de vel vide,« siger Holmstrøm om FC Midtjylland.



Han påpeger, at man må slå til, når det gælder i Europa, og det var iøjnefaldende, at FC Midtjylland ikke var mere klar til opgaven.

»Det er jo en cupturnering, så man skal være parat til at spille kampene. Det er ikke sådan, man kan bruge en måned eller to til at spille sig ind i turneringen. Jeg har jo bare set uden at have fulgt så meget med, at de udtaler, de ikke var klar. Det kan man da kun undre sig over, når de har brugt et helt år på at blive danske mestre, og så er de ikke klar, når de skal skaffe et resultat. Det må de selv stå på mål for,« siger Holmstrøm og tilføjer.

»Man må da håbe, de er klar i næste uge.«