FC København-backen Ludwig Augustinsson var stolt over at skrive klubhistorie i Europa torsdag aften.

København. Det var aldrig tidligere lykkedes for FC København at gå videre fra knockoutfasen i Europa efter nytår.

Tre gange har klubben tidligere haft chancen, hvor det er kikset. Men torsdag gik FCK samlet videre til ottendedelsfinalerne i Europa League med en 2-1-sejr over bulgarske Ludogorets.

Venstrebacken Ludwig Augustinsson er lettet over at opnå milepælen med FCK.

- Det er virkelig stort. Det er det, man gerne vil opnå, når man kommer til en ny klub. Og vi er alle rigtigt glade for, at vi slog den rekord.

- Vi håber på at fortsætte med dette og gå videre, siger Augustinsson.

Han mener, at FCK havde styr på torsdagens 0-0-kamp i Parken, selv om Ludogorets dominerede og havde bolden klart mest.

- Vi havde kontrol over det. De var gode med bolden, men de kom ikke frem til nogen store chancer. Vi stod stærkt defensivt. Det var en god europæisk kamp fra vores side.

- Det blev aldrig nervøst. Hvis de havde scoret et mål, så var det måske blevet lidt mere nervøst. Det var et godt resultat, siger FCK-backen.

FCK-målmand Robin Olsen blev heller ikke bekymret på grund af den solide føring på 2-1 fra den første kamp i Sofia.

- Vi var tilfredse med 0-0. Vi behøvede ikke at tage den risiko og gå op at score. Vi havde kontrol over denne kamp, siger Robin Olsen.

- Det var okay, bulgarerne havde bolden, så længe de ikke scorede. Det var den følelse, vi alle sammen havde. Vi gjorde bare vores arbejde, siger han.

Robin Olsen ser frem til fredagens lodtrækning til Europa Leagues ottendedelsfinaler, hvor hold som Manchester United, Ajax og AS Roma også er med.

- Det er store klubber, der er tilbage, men vi skal have et af dem. Nu nyder vi det her, og så må vi se.

- Jeg håber på en god lodtrækning mod et hold, som vi har en chance imod, siger Robin Olsen.

/ritzau/