Den tilbagevendte FCK-anfører var langt fra tilfreds med spillet efter 1-0 sejren over FC Vestsjælland

Med hiv og sving fik FCK en sejr i hus, da Andreas Cornelius scorede kampens enlige mål på straffespark. Det var da også en ærlig Lars Jacobsen, der udtalte sig om den mildest talt kedelige kamp.

 - Vi spiller en forfærdeligt anden halvleg, det kan jeg ligeså godt være ærlig at sige. Vi spiller en fin første halvleg, men anden halvleg er simpelthen ikke god nok, lød den hårde dom over FCK'ernes spil, fra Lars Jacobsen til TV3 Sport 1 efter kampen.

FCK havde kampen igennem svært ved at spille sig til chancer mod et defensivt indstillet FC Vestsjælland. Men det burde ikke være en undskylding ifølge Lars Jacobsen.

- Vi kan og skal skabe flere chancer, sagde han kortfattet.

Det er ellers ikke meget, man har set Lars Jacobsen i aktion i denne forårssæson, men på trods af den manglende spilletid havde han overskud til at spøge med sin nuværende position på holdet. 

- Træneren sparer mig til de vigtige kampe, sagde han med et glimt i øjet og tilføjede, at han er klar, hvis Ståle Solbakken har brug for ham.

- Jeg er klar, hvis Ståle har brug for mig, det viser jeg også i dag. Det er det eneste, jeg kan gøre. Jeg forsøger ikke at koncentrere mig så meget om, hvorvidt jeg spiller eller ej. Jeg ved selvfølgelig, at der er en risiko, at jeg ikke skal spille hver eneste uge. Så det gælder bare om at slå til, når jeg får chancen, sagde Lars Jacobsen.

- Nu er der jo kun tre dage til næste kamp, og det er langt fra sikkert, at vi ser samme hold igen. Nu tror jeg, at det er vigtigt, at jeg lige kommer hjem og får analyseret kampen i mit eget hoved. Vi må se, men min verden går ikke under, hvis jeg ikke spiller, sagde han.