Thomas Delaney scorede et sjældent drømmemål, da FC København bankede Club Brugge.

København. FC Københavns anfører, Thomas Delaney, stod for aftenens højdepunkt, da FC København blæste belgiske Club Brugge af banen med en 4-0-sejr i Champions League.

I det 64. minut tog Delaney sagen i egen hånd ved at smadre bolden i netmaskerne langt udefra med et perfekt spark. Han erkender, at sådan nogle mål ikke er hverdagskost.

- Oven på den skideballe, jeg fik i pausen sidst for at sparke ude, så var det svar på tiltale over for Ståle (Solbakken, red.). Det er sjældent, sådan nogle mål kommer, siger en glad FCK-kaptajn.

- Jeg tror rimelig hurtigt, at jeg tænkte, det var et godt spark. Spørgsmålet var, om den gik på stolpen og ind eller på stolpen og ud, siger Delaney.

Holdkammeraten Peter Ankersen var også overrasket over at se Delaney levere et mål af den kaliber.

- Det var et fantastisk mål. Ikke lige det man havde forventet fra ham. Jeg tror aldrig, han har scoret sådan et mål uden for feltet.

- Hans første mål uden for feltet var mod Horsens. At han så lige pludselig begynder at knalde den ind sådan der, havde vi nok ikke forventet, lyder det fra højrebacken.

Delaneys mål gjorde det til 2-0, og efterfølgende scoringer af Federico Santander og Mathias "Zanka" Jørgensen sikrede FCK en storsejr.

Det er en af de kampe, der rangerer højt hos Delaney.

- Jeg er stolt og overrasket over, at vi kan det. For mig, og specielt med det mål jeg aldrig kommer til at score igen, var det en af de store.

- Vi viser, at selv om Club Brugge måske har større budget og på enkelte pladser mere kvalitet end os, så vil jeg gerne sige, at vi har et bedre kollektiv, siger Delaney.

/ritzau/