FC Vestsjælland spillede som nat og dag i de to halvlege mod AaB, der endte med en hjemmesejr i Slagelse.

AaB havde inden dagens solrige og sommerlige kamp aldrig vundet på Harboe Arena.

Derfor var der heller ikke flere end knap 100 tilrejsende AaB-fans. Alligevel formåede de at overdøve de knap 1500 Vestsjælland-fans med nordjysk trommespil, men også med et stort 'nej tak til away kort'-skilt. En tydelig besked til Divisionsforeningens planer om at indføre udebanekort i næste sæson.

AaB var klart dominerende i første halvleg, men der skulle alligevel et kontroversielt dommerskøn til at sætte aalborgenserne i gang.

Nicolaj Thomsen fik noget kontroversielt bolden videre fra FC Vestsjællands Michael Lumb med hånden lige uden for feltet. Men da linjevogteren ikke løftede flaget, kunne Thomsen spille Patrick Kristensen helt fri inde i feltet. Via en redning af Thomas Mikkelsen i buret endte bolden hos Nicklas Helenius, der ved bagerste stolpe nemt kunne lægge bolden i mål.

Helenius tillod sig endda at brænde en gigantchance lidt efter, da den tårnhøje angriber fra én meter formåede at skyde bolden over mål.

Michael Hansens utallige høje råb på sidelinjen lod ikke til at virke på Vestsjælland-spillerne, der lignede nogle, det ikke var gået op for, hvor alvorlig nedrykninsgssituationen er. Eller muligvis indset, at drømmen om Superliga i efteråret var forduftet.

I anden halvleg var vestsjællænderne dog forvandlet. Efter blot et minut scorede Osama Akharraz på en ripost efter en pragtredning fra Nicolai Larsen i buret. Og det kunne nemt være blevet 2-1 i minutterne efter.

FC Vestsjælland havde modsat første halvleg et komplet overtag i kampen, og med kun 13 minutter tilbage lukkede midtstopper Anders Kure opgøret, da han headede 'vikingerne' i front med 2-1.

AaB blev sidste år mestre på Harboe Arena, da de spillede 0-0 i næstsidste runde. Det var dog alt andet end mesterskabsfodbold, som nordjyderne præsterede.

Med undtagelse af fumleri på stregen i overtiden, kontrollerede FC Vestsjælland resten af kampen, og dermed kunne de 1854 tilskuere og spillerne gå hjem med et spinkelt håb tændt i maven om superligafodbold i efteråret i Slagelse.

Inden Esbjergs kamp har FCV kun fem point op til vestjyderne og nedrykningsstregen med otte kampe igen.