Silkeborg IF var tæt på at score til allersidst, da FC Nordsjælland i Farum Park besejrede bundholdet 1-0. Derfor var hjemmeholdets cheftræner Olafur Kristjianson træt af, at holdet ikke skød med skapere skud og lukkede kampen tidligere.

»Vi udnyttede ikke vores spilovertag og chancer. Vi var ikke så skarpe, som jeg kunne ønske mig. Vi havde muligheder for at lukke kampen, og derfor blev det hektisk til sidst. Men vi kommer fra to nederlag og får et cleansheet, så det var vigtigt for vores selvforståelse,« sagde han til TV3 Sport umiddelbart efter kampen.

En af synderne i kampen var FC Nordsjællands Martin Vingaard, der også indrømmede sin egen ineffektivitet.

»Vi - mig selv inklusive - skulle have lukket kampen tidligere. Det er så dumt. Vi har været dårlige til at score i de tætte kampe, men forhånbentlig lærer vi det snart,« sagde han efter kampen.

FC Nordsjælland har inden Randers' og Brøndbys søndagskampe det samme antal point som de to på tredjepladsen. Martin Vingaard mener dog ikke, at det er alfa og omega at hente bronzemedaljerne hjem til Farum.

»Det er ikke skuffende, hvis vi ikke får bronzen. Det er et tæt felt, og havde vi tabt i dag, var bronzen overstået. Men nu kan vi sætte os hjem og se på, hvad der sker på Brøndby Stadion og rundt om i fodbolddanmark,« sagde han til TV3 Sport.

Brøndby tager søndag imod nedrykningskandidaterne FC Vestsjælland, som er ubesejrede i de seneste fire kampe, mens Randers får besøg af FC København.