Ifølge BTs oplysninger har FC Midtjylland sikret sig den tidligere Nordsjælland-spiller Bruninho på en lejeaftale.

Der er tale om en et-årig lejeaftale, der allerede nu skulle være på plads, fortæller kilder tæt på forløbet til BT.

Bruninho imponerede både for HB Køge i den næstbedste række og for FC Nordsjælland i Superligaen, inden han blev solgt til den kinesiske klub Guangzhou R&F for angiveligt mere end 20 millioner kroner.

FC Nordsjælland købte ham af HB Køge sidste sommer for omkring 1,8 millioner kroner og solgte ham til den kinesiske klub et halvt år efter.

Siden ankomsten til Kina for over et halvt år siden har Bruninho været plaget af skader, der satte ham tilbage. Efterfølgende har han dog ikke formået at spille sig fast på holdet eller score et mål i den kinesiske liga, hvorfor han til sidst endte på reserveholdet.

Nu skulle aftalen således være på plads. BT har forgæves forsøgt at kontakte FCM-direktør Claus Steinlein om handlen.