Superligaens tophold havde ingen slinger i valsen ude mod Jammerbugt FC fra 2. division.

Den 17-årige fodboldspiller Mads Roerslev fik onsdag en debut på FC Københavns førstehold, som han nok aldrig vil glemme.

Den unge spiller blev skiftet ind som højre back efter pausen i pokalkampen ude mod Jammerbugt FC, og blot 63 sekunder senere scorede han.

Mads Roerslevs mål kom efter en fin indenomsaflevering fra det unge ivorianske midtbanetalent Aboubakar Keita og bragte FC København foran 3-0.

Kampen sluttede 6-1 til Superligaens tophold, som dermed i sikker stil stadig er med i spillet om at gentage pokaltriumferne fra de to foregående sæsoner.

Den sikre sejr over Jammerbugt bragte den forsvarede mester og pokalvinder videre til ottendedelsfinalerne i DBU Pokalen.

Jammerbugt, som ligger tredjesidst i 2. divisions gruppe 3, måtte se eventuelle drømme en sensation briste allerede i første halvleg.

Efter blot fem minutter bragte Aboubakar Keita med sit første mål for klubben FCK foran 1-0 på et langskud, og efter 29 minutter fordoblede Rasmus Falk føringen.

Falk afsluttede et flot opbygget angreb med at drible uden om Jammerbugts målmand og sparke bolden i nettet.

FCK stillede til start med et stærkt besat hold med Andreas Cornelius i front og Robin Olsen i mål. I forsvaret fik Tom Høgli, Jores Okore, Mikael Antonsson og unge Frederik Bay spilletid.

Bay blev skiftet ud efter første halvleg - og ind kom Mads Roerslev til sin drømmedebut.

Efter 54 minutter kom den 19-årige Julian Kristoffersen på banen som afløser for Andreas Cornelius, og søreme om ikke også den unge angriber kom på måltavlen.

Det skete fem minutter efter indskiftningen, da Kristoffersen var vaks i det lille felt og bugserede bolden over stregen til 4-0 efter et indlæg fra Mads Roerslev, som Andrija Pavlovic sendte videre.

20 minutter før tid reducerede Jammerbugts Anders Rosengren til 1-4, før endnu en af de unge løver måldebuterede: Denne gang i skikkelse af 18-årige Nicklas Røjkjær, som gjorde det til både 5-1 og 6-1.

/ritzau/