Thomas Frank og tidligere Ståle-assistent Johan Lange nævnes som spidskandidater til U21 landstræner-jobbet, og begge er klar på jobbet

Med Morten Wieghorsts skifte til assistent for Michael Laudrup i Premier League-klubben Swansea er et af de mest attraktive trænerjob i Danmark ledigt.

Til sommer skal DBU have afløseren for Wieghorst klar som U21-landstræner, og DBU-toppen har allerede i et par måneder opereret med en såkaldt shortlist. DBUs generalsekretær, Jim Stjerne Hansen, har sammen med elitechef John Helt sonderet terrænnet for stærke emner som afløser for Wieghorst, der længe har lignet en mand på vej væk fra jobbet.

Sporten.dk erfarer, at blandt de varmeste emner er U19-landstræner Thomas Frank, der kan hentes i DBUs interne system, og så Johan Lange, der senest har fungeret som assistent for Ståle Solbakken både i FCK og Wolverhampton. Begge nævnes som to unge fremadstormende trænere med stærke kompetencer i mandskabsbehandling og udvikling af unge spillere.

Største favorit ligner Thomas Frank, som allerede gennem flere år kender alt til DBUs røde tråd. Frank er smigret Thomas Frank vil helst lade DBU svare på spørgsmål om hans ansættelsesforhold, men åbner klart en dør for jobbet.

- Som enhver anden træner på det her niveau har jeg også så stor tro på egne evner, at jeg tror på, at jeg ville kunne lykkedes i det job. Men når det er sagt, så synes jeg, at det må være DBU, der kommenterer på det tema, siger U19-landstræner Thomas Frank.

- Jeg har et rigtig godt job, og er fint tilfreds, men naturligvis er det smigrende at blive sat i forbindelse med jobbet, forklarer den 39-årige toptræner.

Hvis DBU vælger at holde Thomas Frank blandt U19-landsholdsspillerne og i stedet kigger eksternt er Johan Lange et stærkt bud, som flere eksperter også har påpeget efter offentliggørelsen af Wieghorsts nye job fredag.

Johan Lange blev hentet af Ståle Solbakken som assistent i Wolverhampton, men nåede kun et halvt år i jobbet, før trænerduoen blev fyret i England.

33-årige Johan Lange mener U21-landstrænerjobbet er utrolig attraktivt.

- Det er da altid rart, at ens navn nævnes i forbindelse med et så stort job som U21-landstræner. Det er et job, hvor man kan få lov til at arbejde med nogle af landets dygtigste unge spillere og gøre dem klar til A-landsholdet. Men jeg er lige landet oven på oplevelsen i Wolverhampton og har ikke rigtig skænket fremtiden så mange tanker, lyder det fra Johan Lange.

Selv om han er arbejdsløs træner nu, fortryder han ikke, at han sprang fra jobbet i FCK til Wolves.

- Man kan ikke leve sit liv sådan, at man fortryder de valg, man foretager i en given situation. Det er risikoen ved vores job. Jeg har ingen garantier fra Ståle, hvis han bliver cheftræner et nyt sted, men omvendt kunne det også på et tidspunkt være interessant selv at stå med et cheftræner-job, siger Johan Lange.