Det burde nok være til tonerne af Kim Larsens velkendte ’Om lidt bli’r her stille’, at Vejle Boldklub løb på banen i 1-2-nederlaget til Skive i går, men det var U2s sang ’Pride’, som gjaldede ud over højtalerne på Vejle Stadion.

Der er da også masser at være stolt af i Vejle Boldklub. Klubben, der blev dannet i 1891 som en cricket-klub, og som i 1902 prøvede sporten fodbold for første gang. En god idé, når man ser tilbage på historikken.

I dag er VB kendt for at have fostret danske koryfæer som Allan Simonsen, Ulrik le Fevre, Thomas Gravesen, Brian Steen Nielsen, John Sivebæk, Johnny Hansen, Steen Thychosen og Kaj Johansen. Spillere, der på den ene eller anden måde har været med til at skrive hæderkronede Vejle Boldklub ind i historiebøgerne med fem danmarksmesterskaber og syv pokaltitler.

Men i denne uge kom dommedagsprofetien fra klubbens bestyrelsesformand, Lars Skou, der selv har kastet håndklædet i ringen og går af. Hvis ikke Vejle Boldklub rejser minimum 12-14 millioner kroner inden tirsdag, går klubben nemlig konkurs, og man starter forfra som amatørklub i Jyllandsserien, og derfor kunne nederlaget til Skive være den sidste på topplan.

- Jeg tror desværre, det er for sent, og at VB lukker. Det er en meget skidt følelse. Jeg har spillet her siden 1951 og fejret flere mesterskaber. Jeg var væk i otte år og kom tilbage og fejrede mesterskaber igen, så det er trist, når jeg har spillet her i masser af år. Jeg har haft en far, som har spillet her i klubben i masser af år og været leder i klubben i 28 år, og så pludselig er det hele ved at smelte væk - det er yderst trist, lyder det fra Johnny Hansen, 70 år og årets fodboldspiller i Danmark i 1967.

Sammen med 82-årige Kaj Johansen kommer han til alle klubbens hjemmekampe, og begge er de overrasket over det korte varsel, hvormed bestyrelsen i Vejle Boldklub ønsker at rejse ny kapital, efter man så sent som i foråret lavede en emission, som sikrede et plaster på det styrtblødende sår.

- Jeg har svært ved at forstå det her. Fodbold er ikke det samme som dengang, jeg spillede. Nu er fodbold en forretning, og hvis man bruger for mange penge, kan den jo ikke køre rundt. Jeg ved ikke, hvad der er årsag til det her. Jeg ser Vejle spille hver gang, de spiller herhjemme, og det er ikke noget at råbe hurra for. Dér vil jeg umiddelbart sige, at det kan ikke koste ret mange penge, lyder det med lettere sarkasme fra Kaj Johansen med 220 kampe i Vejle Boldklub-trøjen.

Også tidligere landsholdspiller og nuværende agent John Sivebæk var til den måske sidste kamp i Vejle Boldklubs liv som professionel klub.

- Der er mange følelser, som går igennem mig på sådan en aften. Det er trist, og det er en stor historie, som ikke går tabt, men får et kraftigt tilbagefald. Det er utroligt ærgerligt. Den her klub betyder meget for mig på mange fronter. Jeg har selv haft hele min fodboldopvækst her, og pt. har jeg min søn Christian Sivebæk, som spiller her, og jeg repræsenterer en del spillere her, siger John Sivebæk og tilføjer:

- Du vil ikke have tid til, at jeg satte mig her og fortalte med ord, hvad der vil forsvinde, men der forsvinder rigtig meget, selv om vores historie ikke forsvinder. Det er bare ærgerligt, at man i en by som Vejle ikke skal have et tophold. Der er et godt stadion, et godt publikum og et godt brand, men vi må bare være ærlige og sige, at det ikke har været godt nok. De seneste 10 år har det været op ad bakke. Al ære og respekt for dem, der har kæmpet for klubben, men det er bare ikke lykkedes.

Klubbens afgående bestyrelsesformand, Lars Skou, og Gert Eg, rekordindehaver af fleste kampe, 509 fra 1973-1986, samt advokat og frontfigur for investorkredsen, der ejer transferrettighederne til hele Vejle-truppen, bevarer dog troen på overlevelse.

- Vi er ved at sondere markedet og skal til at se, om vi kan gå i direkte forhandlinger. Jeg vil sige, at målsætningen er, at vi skal have noget rimeligt godt på bordet søndag, så vi kan begynde et konstruktivt samarbejde omkring det de sidste dage, siger Lars Skou og fortsætter:

- Deadline tirsdag fastholdes. Nu siger du konkurs, men jeg vil sige, at vi går efter en rekonstruktion. At det kan ende i en konkurs, har du ret i, men det, der er altafgørende lige nu, er, at lige meget, hvad der står i aviserne, så er der intet på plads. Så det er nu, at folk skal melde ind.

Og det er måske på vej, siger Gert Eg.

- For mig er det en sørgmodig aften, hvis det er sådan, at det er en jyllandsserie-kamp, jeg skal se næste gang. Det kan ikke undgå at påvirke, og derfor pågår der også mange bestræbelser på at løse denne her situation, og jeg har stadig en tro på, at det kan lade sig gøre.

- Jeg har selv deltaget i nogle drøftelser og har en finger med i det al den stund, at vi fra vores selskab, som ejer transferrettigheder, er villig til afgive klubben halvdelen af rettighederne uden videre.

- Jeg har valgt at indtage ja-hatten på og sige, det skal lykkes. Jeg er blevet kontaktet af mange mennesker og har bare sagt, vi er glade for opbakningen, men show me the money, slutter Gert Eg.

Opbakningen fra tilskuerne var der intet at sige til. En time efter fredagens kamp mod Skive stod klubbens fans og hyldede de tabende spillere.

Om lidt kan alt jo også være forbi.