Danske Martin Spelmann drog for første gang i karrieren mod udlandet, da han skrev under med den tyrkiske hovedstadsklub med den utaknemmelige udtale Genclerbirligi. Men eventyret blev ikke som forventet. Det sørgede ni trænerfyringer på syv måneder for, og nu er Martin Spelmann ude i kulden.

Faktisk er det så koldt, at Martin Spelmann i vinterens transfervindue blev bedt om at finde en ny klub. Hvis ikke han gjorde det, så ville han komme til at træne alene. Sådan lød truslen i hvert fald. Men Spelmann nåede ikke væk. Det tilbud han fandt interessant, gik i vasken, og han vil ikke skifte for enhver pris. Midtbaneterrieren henviser til, at klubben må betale hvad det koster, hvis de vil løsrive ham fra hans kontrakt, og til BT afslører han præcis, hvad han forlangte.

Trusler, toiletter og fyringer

Martin Spelmann skiftede i sommer OB ud med Genclerbirligi, der holder til i Tyrkiets hovedstad Ankara. Spelmann og agenten brugte lang tid på at forberede skiftet, da manglende løn og uro ikke er unormalt i den tyrkiske liga. Men spilleren fortæller, at intet forarbejde kunne have forberedt ham på det, som han har været vidne til siden skiftet.

»Det uofficielle antal trænere er ni, mens jeg tror det officielle er seks,« siger Martin Spelmann, der efterhånden har svært ved at finde rundt i de mange skift på trænerposten.

»Der har været nogle stykker, der ikke er blevet regnet med, men som mere er nogle i klubben, der bliver ansat kortvarigt. De tror alle, at hvis de får nogle gode resultater, så kan de sidde på posten sæsonen ud, men det er løgn og latin. De bruger dem, og så ryger de ned i rækkerne igen«.

Martin Spelmann i hovedstødsduel mod Bruno Alves i Genclerbirligi kamp mod Fenerbahce d. 20. december. Det var den eneste kamp under opholdet i Tyrkiet, hvor danskeren med nummer 88 på ryggen fik 90 minutter.
Martin Spelmann i hovedstødsduel mod Bruno Alves i Genclerbirligi kamp mod Fenerbahce d. 20. december. Det var den eneste kamp under opholdet i Tyrkiet, hvor danskeren med nummer 88 på ryggen fik 90 minutter. Foto: ADEM ALTAN
Vis mere

Spelmann er selv røget ind og ud af truppen under diverse trænere, og han har spillet seks forskellige positioner på 14 kampe. Under den nye træner har han dog slet ikke været en del af truppen. Derfor var beskeden også klar, da transfervinduet meldte sin ankomst: ”forlad klubben eller træn alene”.

Selvom Spelmann ikke fandt en anden klub, har tyrkerne ikke gjort alvor af truslen, der ellers prellede fuldstændigt af på midtbanespilleren.

»Med de lønninger, der går hernede, så kan de da bare sætte mig til at træne alene, og de kan da sætte mig til at rense toiletter efterfølgende også«.

”Prisen for at komme af med mig”

Selvom Martin Spelmann ikke har udsigt til en plads i truppen, og selvom han i øjeblikket udelukkende træner med B-holdet, så har han ikke mistet modet. Midtbanespilleren, der har to lønudbetalinger til gode med Genclerbirligi, fortæller, at det i høj grad er pengene, som holder humøret oppe.

»Lå du til slaveløn, så skulle du ikke være her. Det er der jo mange af de unge spillere, som går igennem. Og det ville jeg ikke kunne klare. Jeg har jo min familie med hernede,« siger Spelmann, der ikke vil ud med, hvor meget han tjener, men siger, at der i hvert fald kan komme salt og smør på bordet.

Pengene er også en af grundene til, at danskeren ikke skiftede for enhver pris, ligesom han heller ikke bare ville rive sin kontrakt over og søge nye græsgange. Hvis klubben vil af med ham, må de betale, hvad det koster.

»Jeg tror klubben ville give mig i omegnen af ti procent af den samlede sum af min kontrakt, og jeg ville nok have en 60-70 procent. Hvis jeg bliver, så får jeg pengene, og det er også derfor, jeg ikke har travlt,« siger Spelmann og konstaterer:

»Det er dem, der vælger at komme af med mig, og hvis de ikke kan gå med til mine krav, så må de jo bare betale for at have mig gående rundt«.

Fyring efter fem timer

Med ni træner på syv måneder er der nogle, som kun har fået en kamp, mens andre har fået en håndfuld. Der var dog også en, der aldrig nåede at sætte sig i trænersædet.

»Den hurtigste trænerfyring var uofficiel. Han var der i fem timer, så ham nåede jeg ikke at møde. Jeg hørte bare, at de havde ansat en, men da jeg mødte ind dagen efter, fik jeg at vide, at han var blevet fyret igen et par timer senere. De fortrød vel deres valg,« siger Spelmann.

De mange trænerskift betyder da også, at man bliver udsat for lidt af hvert. Spelmann fortæller, at trænerne af og til har haft deres egen agenda og forsøgt at gennemtvinge ændringer ved at gøre ting, der sjældent er set i fodboldverdenen. En af dem var at benytte den sjældne formation: 2-4-4, ikke at forveksle med den klassiske 4-4-2.

»Der foregår så mange ting, som man ikke lige kan gennemskue, og som vi slet ikke tænker over i lille trygge Danmark. Der er så meget politik i det. Med vores sidste træner lå vi under stregen og spillede 2-4-4, når vi havde kuglen til trods for, at vi var piv presset i ligaen,« siger Spelmann og kommer med et bud på trænerens alternative valg af opstilling:
»Det kan være fordi, at den daværende træner ville trumfe nogle ting igennem. Der gik rygter om, at han ville hente ti nye spillere, så hvis han udstillede holdet, ville det hjælpe med at trumfe det igennem«.

Kampen blev tabt 2-0 til trods for, at modstanderholdet fik et rødt kort, og det endte da også med, at kampen blev den eneste som træneren Yilmaz Vural stod i spidsen for.

Den skjulte finger

Kaosset i klubben er mindre nu, end det har været længe. Den nye træner,Ibrahim Üzülmez, som ser bort fra Spelmann, har vundet de seneste fire kampe i træk i ligaen, og klubben har derfor kravlet et pænt stykke op over den faretruende nedrykningsstreg.

»Jeg går ikke og spekulerer på, om eventuelle nederlag kommer mig personligt til gode. Jeg vil hellere spille under den nuværende træner og give ham en skjult finger og bevise, at han tog grueligt fejl. For det ved jeg, at han har gjort. Men der er meget politik hernede, og det må man acceptere«.

Selvom Martin Spelmann på nogle områder savner de tryggere rammer hjemme i Danmark, hvor han spillede de første ti år af sin karrierer, så er han ikke færdig med Tyrkiet.

»Jeg har på ingen måde givet op på det her projekt. Der kan nå at komme fem trænere, inden vi to snakker sammen igen. Du er kun en trænerfyring fra at starte inde, selvom det lyder voldsomt,« siger Spelmann og afslutter optimistisk:

»Jeg er sikker på, at jeg snart er tilbage i truppen.«

 
Efter 1-1 i ordinær spilletid skulle Capital One Cuppen afgøres i straffesparkskonkurrence, og her trak Manchester City det længste strå. Især takket være deres argentiske keeper Willy Caballero.
Vis mere