Onsdag aften bekræftede Cristiano Ronaldo, at han har fået tvillinger, og nu viser han de to små vidundere frem.

Det gør han i et opslag på sin Instagram-profil.

»Så glad for at kunne holde de to nye store elskede i mit liv,« skriver han som kommentar til billedet af sig selv og de to små, hvis navne endnu ikke er blevet offentliggjort af superstjernen.

Og det er allerede strømmet ind med lykønskninger til Cristiano Ronaldo under billedet, der har fået mere end to millioner 'synes godt om'-tilkendegivelser.

Rygterne havde længe svirret om, hvorvidt Real Madrid-stjernen havde fået tvillingerne med en rugemor, og onsdag aften bekræftede han altså selv den lykkelige nyhed, efter at Portugal ikke formåede at spille sig i finalen til Confederations Cup.

Efter kampen skrev 32-årige Ronaldo et opslag på sin Facebook-profil, hvor han forklarede, at han nu ville forlade landsholdslejren for at tage hjem til de to nyfødte, som han endnu ikke havde haft mulighed for at se.

»Jeg har som altid kæmpet for mit land med krop og sjæl - også selvom mine to børn var blevet født. Desværre var vi ikke i stand til at opnå vores sportslige mål, men jeg er sikker på, at vi vil fortsætte med at glæde portugiserne,« skrev Cristiano Ronaldo i opslaget, som han afsluttede med ordene:

»Jeg er meget glad for endelig at være sammen med mine børn for første gang.«

Det er anden gang, at 32-årige Cristiano Ronaldo bliver far. I forvejen har han sin syv-årige søn Cristiano Ronaldo Jr., der altså nu kan kalde sig storebror.

De to nytilkomne børn skulle eftersigende være nogen, han har fået med en surrogatmor, og altså ikke sin spanske modelkæreste Georgina Rodriguez, som han er blevet forlovet med.

Ifølge den portugisiske tv-station SIC blev de to børn født for et par uger siden, og det skulle angiveligt være en dreng og en pige, der ifølge mediet har fået navnene Mateo og Eva.