Lars Thor Jensen, formand for FCKs officielle fanklub, sad helt mundlam foran fjernsynet, da FCKs fanafsnit blev stormet af ukrainske hooligans i kvalifikationskampen til Champions League mod Dnipro Dnipropetrovsk.

Selv var formanden ikke til stede på det olympiske stadion i Kiev, men den skandaløse episode har stadig gjort stort indtryk på ham, og han har snakket med flere fans, der oplevede det på første hånd.

- Jeg er dybt rystet over, at sådan noget kan se. Mine tanker går til alle de FCK-fans, som var på stadion, og heldigvis kom ingen til skade, ud fra det som jeg har hørt dernede fra. Under omstændighederne har de det godt, siger Lars Thor Jensen til bt.dk.

I pausen stormede utallige ukrainske fans tribuneafsnittet for de medrejsende FCK-tilhængere, der måtte flygte ned på løbebanen omkring grønsværen for at komme i sikkerhed. Samtidig blev spillerne på banen beordret i omklædningsrummene, indtil der var ordentligt styr på sikkerheden.

Efterfølgende har en Dnipro-fan udtalt, at de gik til angreb, fordi FCKs fans skulle have provokeret med et russisk flag, men det tror Lars Thor Jensen ikke på.

- Jeg kender ikke ikke alle detaljerne endnu, men det ville undre mig meget, hvis det skulle være tilfældet, siger han.

FCK fik et fint 0-0-resultat med fra Ukraine forud for returkampen i Teliaparken om seks dage. Enkelte danske fans ytrede sig i går truende på Twitter over for de ukrainske fans inden mødet i Danmark, men Lars Thor Jensen understreger, at den officielle fanklub på ingen måde opfordrer til vold eller chikane.

- Vi er selvfølgelig imod en hver form for vold, og vi bakker på ingen måde op om de folk, der har skrevet det. Som fanklub håber vi i stedet, at returkampen kommer til at foregå i en god ramme både på og uden for banen, siger Lars Thor Jensen.