Søndag forlød det, at Brøndby har sikret sig den jamaicanske landsholdsanfører Rodolph Austin. Men det passer ikke, fortæller spillerens agent.

Netop Austins agent, den tidligere Premier League-spiller Darryl Powell, blev i weekenden citeret for at sige,  at midtbanespilleren er på plads i Brøndby. Det skete i den jamaicanske avis The Gleaner.

Men interviewet har aldrig fundet sted, og Rodolph Austin skifter ikke nødvendigvis til Brøndby. Det fortæller Darryl Powell nu til BT.dk.

»Det interview er et falsum. Jeg har ikke engang talt med det pågældende medie«, siger agenten.

Og ikke bare interviewet er forkert. Det samme er det faktum, at der er enighed mellem Brøndby og Rodolph Austin.

»Intet er på plads endnu. Brøndby er blot en af en håndfuld klubber, der er inde i billedet. Men hvor Rodolph ender, er fortsat et helt åbent spørgsmål«, fortæller Darryl Powell.

Rodolph Austin, der er central midtbanespiller og anfører for det jamaicanske landshold, er transferfri og kan derfor hentes til Brøndby - eller en anden klub - ganske gratis.