Jose Mourinho og Chelsea er kommet historisk dårligt fra start i denne sæson, og særligt manager Jose Mourinho har været genstand for heftig kritik. Men nu kommer Chelsea-kreatør, Cesc Fabregas, manageren til undsætning.

Fyringsrygterne har hængt tungt over Mourinho, og med en øjeblikkelig placering som nummer 16 blot to pladser over nedrykningsstregen er portugiserens trænersæde yderst varmt. Alligevel mener Fabregas, at Mourinho er den bedste i klubbens historie, og at de ikke får en bedre manager end ham.

»Han er den bedste manager i klubbens historie, og han er den bedste, vi kan få. Personligt hjalp han mig i en kompliceret periode af min karriere, og han giver mig selvtillid. Jeg vil gøre alt, hvad han beder mig om,« fortæller spanieren til avisen The Telegraph og fortsætter:

»Vi gør det ikke godt, men vi vil blive bedre. Vi har den bedste manager, og folk skal ikke glemme, at det er tre måneder siden, vi vandt Premier League og Capital One Cup, men vi må vende situationen hurtigst muligt.«

Dermed slutter Fabregas sig til John Terry, der tidligere også var ude med støtte til sin manager. Den enorme kritik af manageren fik for nyligt Chelsea til at sende en pressemeddelelse ud, hvor klubben og bestyrelse erklærede fuld opbakning til holdet og Mourinho.

Næste opgave for de forsvarende mestre er hjemme mod Aston Villa 17. oktober.