Fem gange har Vejle vundet det danske mesterskab. I de senere år har det dog knebet med resultaterne for den hæderkronede jyske klub. Siden 2009 har klubben fristet en dagligdag i den næstbedste danske række. Men det kan det snart være slut med. DBU har mandag offentliggjort, at klubben ikke får fornyet sin licens til NordicBet-ligaen.

Det er økonomiske problemer i Vejle, der ligger til grund for DBUs beslutning. Det skriver fodboldforbundet på sin hjemmeside. Her understreger de samtidig, at man ikke har yderligere kommentarer i øjeblikket: 

- Da klubbernes licensansøgning er fortrolige dokumenter, og mange af klubberne er børsnoteret, ligesom der er en efterfølgende appelmulighed, er det ikke muligt at uddybe den manglende tildeling yderligere, siger formanden for DBUs licensudvalg, Jesper Jørgensen.

Nyheden kommer kun få dage efter, at Vejle i et åbent brev til fans og sponsorer tryglede om en økonomisk håndsrækning i forbindelse med den aktieemission, klubben har søsat: 

- Bestyrelse og direktion mener ikke, at det er forsvarligt at videreføre selskabet i sin nuværende form og dermed fastholde sin sportslige målsætning, hvis ikke vi kommer i mål den 16.5.2014 med en kapitaltilførsel på min. de 4 mio. kr.

- Der skal derfor klart opfordres til, at ønsker man VB som en klub på Divisions-/Superliganiveau, så er det nu, ellers må konsekvensen være, at VB bør trække sig fra professionel fodbold, skrev formand Lars Skou blandt andet.

Vejle udsendte en pressemeddelelse tidligere mandag, hvor de forklarede, at de har forsøgt at få en midlertidig licens fra DBU, indtil aktieemissionen er på plads. Det er dog blevet afvist. Derfor var det forventet, at de ville miste licensen - men klubben regner dog med at få den igen:

- Vi må derfor forvente, at VB i første omgang får frataget sin licens, men jf. tidligere praksis får licensen godkendt, når kapitaltilførslen forhåbentlig kommer på plads med de min. DKK 3 mio., og vi dermed indgiver vores appel, skriver klubben. 

Vejle har mulighed for at appellere DBUs beslutning frem til den 19. maj. Får Vejle ikke sin licens tilbage, bliver de tvangsnedrykket.

Udover Vejle har Marienlyst heller ikke fået fornyet sin licens.