Få sekunder efter dette Bendtner-mål eksploderede Twitter

Berlingskes journalist Thomas Conradsen satte med ovennævnte som en af de første tal på det åbenlyse.

Nicklas Bendtner fik onsdag aften Twitter til at eksplodere. På dansk, på engelsk. På sprog, man forstod lidt af, og på sprog man ikke forstod en dyt af.

Sådan må det være, når man ofte har været et af det sociale medies største genstande for latterliggørelse.

Detonationen var hans scoring blot 93 sekunder inde i onsdagens 2-0-sejr over Hull, som radiokommentatoren Dan Roebuck med sin medkommentator Nigel Winterburn fik ud i æteren på følgende måde:

'Tomáš Rosický. In field looking for Ramsey. Looking for Jenkinson again. Whips it across...'

'Oh yes!'

'Bendtner! What a start! 90 seconds in! Nicklas Bendtner, back on the scoresheet for Arsenal! Back in the starting eleven! And back with a bang.'

Efter 1.005 dage ude af Arsenals startopstilling til en Premier League-kamp var han tilbage. Med sit første ligamål for klubben i 1.071 dage. Med mere hårvækst på hovedet og i ansigtet end dengang. Måske endda også med mere hår på brystet. Måske.

De firecifrede statistikker fik hurtigt et liv på Twitter mellem tweets, der mestendels var overraskede og forsøgte at gøre sig morsomme over det chok, Bendtners scoring havde påkaldt dem. De tal var pludselig mere interessante end det otte-tal, man kunne sætte ud for antallet af dage, siden engelske medier kunne fortælle, at Bendtner var blevet afhørt af politiet for hærværk i sit eget luksus-boligkompleks i engelske Bushy, Herts.

Chokket var egentlig allerede stort inden kampen, da manager Arsene Wenger offentliggjorde sin startopstilling med Nicklas Bendtner helt i front.

'I en Premier League-kamp af betydning?'

Det havde få troet. Især ikke bookmakeren Betsafe, der for tre måneder blot gav penge 2,5 gange igen, hvis han ikke startede inde - og blot 2,25 gange pengene, hvis han forblev målløs i den bedste engelske række.

Og slet ikke nogle af de brugere på Twitter, der hån- og spøgefuldt garanterede konsekvens, hvis Nicklas Bendtner fik puttet en enkelt en ind mod Hull.

Lukkede scoringen, der var Bendtners 31. i Premier League siden liga-debuten for Arsenal i 2007, så ned for de digitale morsomheder? Var den sønderlemmende kritik fra for eksempel Capital One Cup-kampen mod Chelsea i oktober glemt?

Næ. Selv VM-topscoreren fra 1986, Gary Lineker, deltog i at ironisere over og understrege forbavselsen ved den danske scoring.

Også bookmaker-firmaet Paddy Power - som Bendtner ellers gjorde fin reklame for, da han under EM i 2012 efter sin scoring mod Portugal fik på puklen for at flashe et par af deres underbukser - bød ind til morskaben.

Var der så slet ikke nogen, der jublede over Nicklas Bendtners umiddelbare genrejsning? Jo. De var der også. Endda også på hjemmebanen Emirates, der før har været hårde ved ham, men denne gang gav ham medvind på vejen ud, da Theo Walcott afløste ham i det 73. minut.

Også Arsene Wenger var tilfreds med sin danske angriber:

- Han spillede en god kamp, og han viste, hvad der skal til. Jeg tror på hans kvaliteter, og når han viser det engagement og den attitude, så kommer hans kvaliteter frem.

Og så kan Nicklas Bendtner få Twitter til at eksplodere. Som han gjorde onsdag aften, hvor hans egne ord efterfølgende var:

- Det var en fantastisk følelse. Det tror jeg også, at min fejring viste. Det var et fantastisk indlæg. Jeg sagde bare til Carl (Jenkinson, red.), 'hvis du får chancen, så send den ind mod bagerste stolpe', og det skete allerede på allerførste bold, så det var ret sjovt. Det grinede vi lidt af bagefter.