De sidste julegodter er formentlig ved at være fortæret, men lækkerierne fortsætter i flimmerkassen.

Fjerde juledag fløjtes hele otte Premier League-kampe i gang, så der er i den grad dømt fodboldsøndag på sofaen. Både i top og bund venter der nogle sprængfarlige opgør i det travle engelske juleprogram.

BT giver dig her overblikket over, hvad du kan glæde dig til.

Tottenham-Manchester United: Kickoff kl.13:00.

Vi lægger ud med en savlfremkaldende forret, hvor ingredienserne er to formstærke klubber, der har indstillet sigtekornet mod Premier League-toppen. Tottenham går ind til kampen med fire sejre på stribe, mens Manchester United har høstet imponerende 22 point ud af 24 mulige i de seneste otte kampe.

Men i dag står United-defensiven over for Christian Eriksen, og det vækker uden tvivl respekt. Den danske landsholdsspiller er med sine syv ligamål Premier Leagues mest målfarlige midtbanespiller. Senest blev han (nok en gang) matchvinder i udekampen mod Leicester for to dage siden. Kan United stække den kælne danske højrefod, der i sidste sæson sænkede klubben på Old Trafford? Få svaret fra klokken 13:00. Kampen vises på 6'eren.

Southampton-Chelsea: Kickoff kl. 15:05.

Chelsea har under manager José Mourinhos ledelse vist skræmmende styrke i år. Blot et enkelt liganederlag er det blevet til, mens der 14 gange har været fuld pointhøst. Det rækker til en position som ligaduks.
Søndagen kan dog meget vel byde på problemer, når turen går til St. Mary's Stadium.

Sæsonsensationen Southampton har under manager Ronald Koeman overrasket alle. Trods en vild udrensning før sæsonstart er Southampton lige nu på den Champions League-givende fjerdeplads. Endda på trods af, at klubben fra slut-november til midt-december spillede fem kampe uden sejr. De seneste to opgør har dog givet seks point, så det er et hold i form, der tager imod førerholdet. Se kampen på TV3+.

West Ham-Arsenal: Kickoff kl. 16:00

Videre til et særdeles interessant London-derby. En af sæsonens store positive historier tager imod en af sæsonens store skuffelser. 60-årige Sam Allerdyce har virkelig fået styr på Wet Ham, der godt nok tabte til Chelsea på Boxing Day, men ellers har hentet hele ni ligasejre, hvilket rækker til en fornem femteplads. Lige foran snuden på Arsenal, der bestemt ikke kan være tilfreds med den øjeblikkelig sjetteplads. De mange stjerner i Arsenal har præsteret alt for ustablit. Flasker resultaterne sig i dag, kan de dog kravle op på en acceptabel fjerdeplads. Kan ses på TV3 Sport 2.

Newcastle-Everton: Kickoff kl. 17.15.

Et opgør midt i rækken mellem ligaens nummer 10 og 12. Newcastle har egentlig gjort det ganske fint i år med sejren over Chelsea som det helt store svendestykke. Omvendt ser det skidt ud for Everton, der end ikke har formået at score i de seneste to kampe. Julen skal reddes med en udesejr i Newcastle. Kampen vises på TV3+.

Manchester City-Burnley. Kickoff kl. 16.00.

Hjemmeholdet buldrer derudaf, mens Burnley kæmper en hård kamp for overlevelse i rækken. Spændingen om udfaldet ser ud til at ligge på et minimum. Kampen sendes forskudt på TV3Sport 2 klokken 18.00.

Queens Park Rangers-Crystal Palace. Kickoff kl. 16.00.

Endelig kan vi lige runde et opgør, der bestemt ikke bør undervurderes. Der venter uden tvivl et drama i London-derbyet mellem to nedrykningskandidater. Båret frem af tilhængerne på Loftus Road har QPR med aldrende Harry Redknapp ved roret hentet tre hjemmesejre på stribe, hvilket har sendt oprykkerne over stregen. En sejr over Crystal Palace, der ligger lige under stregen, vil skabe en smule luft for Queens Park Rangers. Kampen vises desværre ikke på dansk tv.

Øvrige opgør:

Aston Villa - Sunderland (kl.16) Formentlig med Jores Okore i startopstillingen for hjemmeholdet igen.

Hull - Leicester (kl.16) Også lidt af en nedrykningsgyser.

Stoke - West Bromwich (kl.16) Stoke skal forsøge at følge op på den flotte udesejr over Everton 2. juledag.

God fornøjelse!