Daniel Aggers fremtid er stadig en kabale med mange ubekendte.

I lang tid har han været i spil i internationale storklubber, og rygterne er taget til i hastighed, efter danskeren rejste hjem fra Liverpools træningslejr i USA, angiveligt for at forhandle en kontrakt på plads med en ny klub.

Det er dog endnu ikke lykkedes landsholdsanføreren at få en afklaring på sin fremtid, men spekulationerne om et snarligt salg fortsætter.

Her prøver vi at hjælpe med at lægge Agger-kabalen og ser på, hvor den kan gå op.



Den catalanske storklub har igennem flere år været nævnt som en interesseret aftager af danskeren, der er kendt som en forsvarer, der evner at deltage i det opbyggende spil. Men købet af belgiske Thomas Vermaelen fra Arsenal ser ud til definitivt at lukke det hul, som Agger ellers kunne have udfyldt. Her gik kabalen ikke op.

Daniel Agger kan stadig ende i en spansk topklub. Bayern München fik Javi Martinez alvorligt skadet i den tyske Super Cup mod Borussia Dortmund, og tyskerne skulle være klar til at hente uruguayanske Diego Godin fra Atletico Madrid. Det efterlader et hul i de spanske mestres centerforsvar, og selvom det kan lyde som en lige lovlig langt ude spekulation, skulle det ifølge adskillige medier åbne en mulighed for Daniel Agger. Her er en kabale, som fortsat kan ende med en lykkelig udgang for danskeren, som uden tvivl gerne vil til Atletico, når nu Barcelona-handlen ikke blev til noget. Men sandsynligheden for at kabalen går op, blev væsentligt forringet med onsdagens rygter i den franske sportsavis L'Equipe om, at Bayern har droppet Godin og nu i stedet har kastet snørren ud efter Mehdi Benatia fra Roma.

Arsene Wenger skulle have set sig varm på Daniel Agger, som skal bruges til at forstærke Arsenals midterforsvar inden efteråret og vinterens mange kampe i Premier League, Champions League og de to engelske pokalturneringer. Og behovet for en forsvarsspiller mere i truppen blev kun større af, at Vermalen - og altså ikke Agger - røg til FC Barcelona. Der er bare to problemer, som kan gøre, at den kabale ikke kommer til at gå op; Liverpool vil næppe sælge til en direkte konkurrent, og Agger har i flere omgange offentligt sværget Merseyside-klubben troskab, legemliggjort med YNWA-tatoveringen på knoerne. Så mens han formentlig kan se fornuften i et klubskifte til kontinentet, er han næppe klar til at spille for en anden engelsk klub.

Det er fuldstændig utænkeligt, at Brøndby skulle have pengene til at realisere et indkøb af Daniel Agger, endsige betale hans løn. Det har klubbens pengestærke formand Jan Bech Andersen da også en gang for alle fastslået. Alligevel bliver rygtet om et muligt comeback på Vestegnen ved med at florere, og det får næring fra Aggers velkendte loyalitet og kærlighed til sin gamle klub. Det kræver dog, at Agger går voldsomt på kompromis med den lønramme, han befinder sig i aktuelt, og det kræver måske også, at Liverpool er klar til at sende penge med spilleren tilbage til Danmark - alene med det formål selv at slippe for en stor lønudgift. Endelig skal Agger være afklaret med ikke at spille på allerhøjeste niveau i en alder af bare 29 år. Det virker ikke voldsomt sandsynligt, at denne kabale går op.

Det er velkendt, at Rafael Benitez sætter stor pris på Daniel Aggers kvaliteter. Det var den spanske træner, som nu er i Napoli, der hentede danskeren til Liverpool fra Brøndby tilbage i 2006. Sidste efterår forsøgte Benitez at leje Agger i Liverpool, men dengang afslog englænderne. Nu er Agger tilsyneladende ikke længere så uundværlig for Brendan Rodgers, så et skifte til Napoli og Serie A er blevet meget mere sandsynligt. Denne kabale kan få en lykkelig udgang for Agger, hvis ellers klubberne kan blive enige, og det har i nu snart et år været en næsten evig spekulation, at Agger og Benitez skal forenes.