Både Chelsea, United og City sørgede for fuldt udbytte 2. juledag og cementerede førerpositionen i Premier League med klare sejre.

Juledagene i engelsk fodbold er ikke til madorgier, familiehygge og hængekøje. Tværtimod skal man kridte støvlerne, være skarp og have skruet op for både gejst og sult, for det komprimerede kampprogram er i høj grad med til at definere, hvor det engelske mesterskab havner.

Det var da også et meget fokuseret Chelsea-mandskab, der åbnede for den fodboldfest, englænderne traditionen tro holder sig på Boxing Day. Og José Mourinhos mandskab havde ikke i sinde at løbe panden mod samme mur, der i januar 2014 sikrede West Ham en nulløsning i lokalopgøret.

Allerede fra første fløjt sørgede Chelsea for en belejring af West Hams straffesparksfelt. Selv om gæsterne fra det østlige London er kendt for at kunne byde ind med masser af fysisk styrke, havde de blåklædte ikke de store problemer med at spille sig til chancer, og det forløsende føringsmål kom, da John Terry satte sidste fod på bolden efter godt en halv times spil.

Diego Costa fordoblede målscoringen efter godt en times spil, da han viftede tre West Ham-forsvarere til siden med den mest simple sparkefinte for så at finde det lange hjørne bag målmand Adrian.

Dermed var der lagt moderat pres på de rivaliserende tophold, der skulle i ilden senere på eftermiddagen.

Manchester United kunne trække sig ud af mødet mod et skadesplaget Newcastle-hold efter en 3-1-sejr. Ciffermæssigt i underkanten af det fortjente, men manager Louis van Gaal kunne skrible masser af positivnoter ned på den A4-blok, som er hollænderens faste følgesvend under kampene.

Især Wayne Rooney var i vigør, og den 29-årige ledestjerne havde en fod med i samtlige Uniteds træffere. Det var Rooney, der selv iscenesatte og eksekverede et åbningsmål, hvor opspillet var som lynkopieret ud af fodboldens ABC. Rooney fulgte trop inden pausen og stod for en fin assist, da Robin van Persie med et klassisk dybdeløb kom fri tæt under mål og blot skulle sætte panden på kaptajnens smukt sete diagonalpasning.

Bysbørnene fra City var på udebane mod West Bromwich, men gjorde det nemt for sig selv ved at være i front 2-0 efter mindre end et kvarters spil. Fernando var første mand på tavlen, Yaya Touré omsatte et straffespark fem minutter senere, og inden pausen havde genkomne David Silva lukket opgøret med det tredje mål til de regerende mestre. Så gjorde det mindre, at hjemmeholdet fik sminkedåsen frem og pyntede på miseren til slutresultatet 1-3.

Liverpool er efter en møgsæson hidtil begyndt at få bedre hold om spillet. Manager Brendan Rodgers havde inden oppgøret mod Burnley bænket problembarnet Mario Balotelli og valgt at satse på en offensiv med Raheem Sterling, Adam Lallana og Philippe Coutinho.

Trods en ufrivlling udskiftning af målmand Bradley Jones sørgede Liverpool for en koncentreret og determineret indsats, hvor holdet fra Merseyside efter godt en times spil fik belønning for anstrengelserne. Raheem Sterling blev dagens mand i fuldfed brun andesovs, da han sørgede for kampens enlige mål og tre point til Liverpool.

Christian Eriksen blev matchvinder for anden gang i december måned, da han sørgede for Tottenhams 2-1-mål i sejren ude over Leicester uden Kasper Schmeichel. Den danske landsholdsprofil scorede direkte på frispark i det 72. minut og er dermed noteret for syv Premier League scoringer i denne sæson.

Øvirge kampe:

Crystal Palace - Southampton: 1-3
Everton - Stoke: 0-1
Sunderland - Hull: 1-3
Swansea - Aston Villa: 1-0