Chelsea og Everton spillede den vel nok mest underholdende halvleg i denne sæson Premier League, da 0-0 blev til 3-3. Men efter kampen jamrede Evertons manager, Roberto Martinez, sig over det sidste mål, som Chelseas John Terry scorede i tydelig offside-position.

Efter en dødkedelig første halvleg på Stamford Bridge kom der liv i kludene i anden halvleg mellem Chelsea og Everton.

Everton kom foran både 2-0 og 3-2, men langt inde i overtiden scorede John Terry med hælen til 3-3 til stor frustration for Everton-lejren - Ikke mindst fordi Chelsea-anføreren modtog hovedstødsafleveringen fra brasilianske Oscar i tydelig offside-position.

»Han er mindst to meter offside, og jeg ved ikke, hvordan linjedommeren kan undgå at se det. Det er hjerteskærende - især fordi jeg synes, det var en forrygende fodboldkamp,« sagde Evertons manager, Roberto Martinez, efter kampen ifølge BBC.

»Desuden blev målet scoret 50 sekunder efter den overtid, som dommeren på forhånd havde annonceret, vi skulle spille,« lød det fra spanieren.

Dommer Mike Dean havde på forhånd annonceret, at der skulle spilles syv minutters overtid, fordi der skulle en del behandling til af Evertons tidligere FCK-spiller, Bryan Oviedo, der blev skadet og måtte.

I 90. minut scorede Ramiro Funes Mori så, efter at Chelsea-forsvaret i første omgang havde forsvaret en hjørnesparksbold fra Gerard Deulofeu. Bolden endte imidlertid hos spanske Deuleofeu igen, hvorefter han sendte den ind over hele Chelseas forsvar til argentineren, som på akrobatisk vis sendte bolden i kassen.

»De fejrede jo målet i et helt minut nede i hjørnet,« sagde Chelsea-manager Guus Hiddink efter kampen om jubelscenen, hvor flere af Evertons spillere krøb helt op på tilskuerpladserne for at fejre målet med tilhængerne.

Foto: Stefan Wermuth
Vis mere

Derfor bad Guus Hiddink dommer Mike Dean om at lægge yderligere tid til.

»Det vil jeg ikke nægte. Jeg vil heller ikke nægte, at der er offside på John Terrys mål, for Oscar rører bolden. Til gengæld var det et teknisk flot mål af John Terry- Det var en centreforward værdig,« sagde hollænderen om Chelsea-forsvareren.

Guus Hiddink kan  med resultatet 3-3 kan glæde sig over, at han stadigvæk er ubesejret som manager i denne hans anden omgang som Chelsea-boss.

Han overtog holdet fra José Mourinho, som Chelsea fyrede i sidste måned.