Søndag eftermiddag skal Sønderjyske forsøge at revanchere torsdagens Europa League-exit, når Esbjerg kommer forbi Haderslev i Alka Superligaen.

Inden kampen kan hjemmeholdet stadigvæk mærke den barske nedtur mod Sparta Prag, hvor Sønderjyske tabte 2-3 efter at have ført 2-0. Uafgjort havde sendt Sønderjyske i Europa Leagues lukrative gruppespil.

»Vi stod på tærsklen til noget rigtig, rigtig stort, noget ingen havde regnet med nogensinde kunne ske i Sønderjyske. Så der er ingen tvivl om, at det stadig gør meget, meget ondt at ryge ud på den måde,« siger Sønderjyskes cheftræner, Jakob Michelsen, til bold.dk.

»Et Europa League-gruppespil ville have ændret hele klubbens fremtid, ligesom den ville have ændret meget for spillerne. Med et gruppespil ville vi være sikret rigtig mange millioner, og det ville have betydet, at vi kunne have bygget yderligere på,« siger han.

Sidste sæsons sølvvindere har fået en dårlig start i Superligaen, hvor det kun er blevet til tre point i seks kampe.

De dyre europæiske lærepenge skal være med til at få holdet i gang i ligaen. Det siger angriberen Mikael Uhre til Sønderjyskes hjemmeside forud for Esbjerg-kampen.

»Det bliver en kamp hvor vi skal ud og være tændte og komme godt ind i duellerne. Vi skal tage den kynisme med, som vi har fået ind under huden i Europa,« siger Mikael Uhre.

Udeholdet Esbjerg har ét point mere end Sønderjyske inden søndagens opgør.

/ritzau/