KØB PLUS!

Europa sværmer om Olsens EM-hold

Olsens elleve er eftertragtet i europæiske klubber. Flere af de største profiler skifter klub i løbet af sommeren.

Simon Kjær, Nicklas Bendtner, Michael Krohn-Dehli, Simon Poulsen. Thomas Kahlenberg, Christian Poulsen og Christian Eriksen.

Flere af dem dem spillede nøgleroller i Danmarks EM-kampagne, der efter noble indsatser sluttede på tredjepladsen i dødens pulje. Knapt har spillerne smækket feriestængerne op på bordet foran fjernsynet, før Europas storklubber sværmer omkring dem i håbet om at sikre deres signatur.

Sporten.dk kan i dag fortælle, at Simon Kjær og Nicklas Bendtner er endog meget varme navne i storrige Málaga på Spaniens sydkyst. Her mangler man en afløser for hollandske Ruud van Nistelrooy, og den rolle skulle Nicklas Bendtner være udset til at udfylde.

Også Bendtners landsholdskammerat Simon Kjær er eftertragtet i Málaga, der skal spille Champions League-fodbold til næste sæson. Kjær er en af de mere omdiskuterede figurer på det danske landshold, men ifølge hans agent Mikkel Beck er der solid interesse fra de fire største europæiske ligaer, England, Tyskland, Italien og Spanien.

Kjær er uønsket i Wolfsburg, hvorfra han har været lejet ud til AS Roma i sidste sæson. Her venter Kjær-lejren på en udmelding fra klubbens nye træner, Zdenek Zeman.

Michael Krohn-Dehli var Danmarks bedste EM-spiller og kronede indsatserne med mål mod Holland og Tyskland. Aktioner, der har været med til at gøre ham til en ønsket vare i Holland, Frankrig og… Wales!

Her vil Swanseas nyansatte træner Michael Laudrup ifølge Sporten.dk’s oplysninger have Brøndby-profilen med til Premier League-klubben, og Brøndby er pisket til at sælge målmageren for at lukke et gabende hul i klubkassen.

På venstre back blev Simon Poulsen på godt og ondt en af de mest debatterede spillere blandt Olsens drenge. Han fik kritik for ikke at gøre sig bred nok ved Portugals 3-2 mål samt for ikke at lukke af, da Thomas Müller sendte bolden ind over til Podolski, der bragte Tyskland foran med 1-0.

Poulsens kontrakt med AZ Alkmaar udløber denne sommer, og inden EM meldte Poulsen-lejren pas til et tilbud fra Ajax Amsterdam. Nu vil Poulsen tilsyneladende gerne forhandle med Ajax, men endnu uden afklaring.

Hans præstationer i Æresdivisionen har sendt hans navn på blokken i flere europæiske klubber, og hans agent Ivan Marko Benes arbejder på at skaffe Poulsen, der er i sin bedste fodboldalder, en kanonkontrakt i en af de store ligaer.

Thomas Kahlenberg nåede aldrig at gøre noget væsen af sig ved EM, men efter et succesfuldt lejeophold i Evian er han brandvarm i flere franske klubber, bl.a. St. Etienne og Evian, der meget gerne vil beholde danskeren, der stadig er kontraktligt bundet til tyske Wolfsburg. Ifølge Bild i Tyskland har St. Etienne tilbudt en tre-årig kontrakt til Kahlenberg, og sidste sæsons syver i den franske liga fører kapløbet om midtbanespilleren.

Christian Eriksen og hans bagland har flere gange meldt ud, at man bliver i Ajax, og det virker fornuftigt, Eriksens EM-slutrunde taget i betragtning. Her viste den unge dirigent, at han endnu ikke er moden til at diktere en kamp mod de helt store, og Eriksen vurderer, at Amsterdam fortsat er den bedste rugekasse for hans udvikling.

Landsholdets formelle, men detroniserede anfører Christian Poulsen er også på klubjagt. Midtbanemanden tog med på danskerudflugt til franske Evian, som meget gerne vil forlænge med Poulsen. Han skrev sidste sommer under på en et-årig kontrakt, men holder endnu klubben hen i uvished.

Nicklas Pedersen venter på at slutte sig til belgiske Mechelen, der netop har erhvervet sig Thomas Enevoldsen og Mads Junker.

Læs også: