Samuel Eto'o scorede to mål mod Palermo, da Inter sikrede sig den italienske pokaltitel for andet år i træk.

Med en 3-1-sejr over Palermo i sæsonens sidste kamp søndag aften, lykkedes det de forsvarende pokalmestre Inter at genvinde den italienske pokaltitel.

Inter viste langt fra skræmmende styrke i kampen, der blev spillet på det olympiske stadion i Rom, men det gjorde til gengæld holdets ligatopscorer, camerounske Samuel Eto'o.

Uden skelen til spil og chancer omsatte den lynhurtige angriber en stikning fra Inter-playmakeren Wesley Schneider efter en lille halv time og gjorde det til 1-0.

Forud havde Palermo, ledet af det argentinske stjernefrø Javier Pastore samt aggressive frontløbere, lagt godt fra land, men symptomatisk for kampen manglede skarpheden, når spillet nærmede sig Inters mål.

Efter pausen sørgede Samuel Eto'o atter for, at Palermos drøm om klubbens første italienske titel nogensinde forsvandt endnu længere væk.

Det lykkedes først i slutminutterne for Palermo at bringe spænding tilbage i opgøret, da Ezequiel Munoz headede bolden forbi Inters målmand, men spændingen forsvandt ganske kort efter, da Diego Milito lukkede kampen.

De forsvarende italienske mestre fik med sejren sikret sig sæsonen tredje titel, da man tidligere havde vundet den italienske Super Cup samt VM for klubhold.

Sidste år vandt klubben mesterskabet, pokalen samt Champions League.

/ritzau/