Med tilbagestrøget hår, åbenstående hvid skjorte under et gråt jakkesæt, den grønne Wolfsburg-trøje hængende i fingerspidserne foran sig med sin nye cheftræner Dieter Hecking til højre for sig og sportschef Klaus Allofs til venstre blev Nicklas Bendtner for otte dage siden præsenteret som ny angriber i VfL Wolfsburg. På billederne smiler de, og bag podiet så de frem til det kommende samarbejde med stor fortrøstning. 

Nicklas Bendtner havde tysk i skolen, fortalte han, så mon ikke han snart ville kunne sproget, og der blev uddelt håndtryk og venligheder og taget billeder. Forud for pressemødet havde Klaus Allofs over for den lokale avis erkendt, at Nicklas Bendtner ikke var en spiller, han uden tøven bare havde hentet, fordi han havde været nødt til at undersøge, hvad der lå til grund for, at den danske angriber nu var transferfri.

  

Billeder af en afklædt Nicklas Bendtner med kønsdelene dækket af en BH havde allerede spredt sig til de fleste tyske medier, og Allofs kunne dårligt ignorere de historier, der fulgte med sit nyindkøb. Han kunne heller ikke ignorere det faktum, at hans klub allerede havde været sat i forbindelse med mindst en håndfuld andre angribere, inden Nicklas Bendtner kom på banen, så han valgte formuleringen, at ’Nicklas Bendtner er den usædvanlige vej, som man ind imellem må gå’. En snørklet vej fuld af folk, der ville have en bid af kagen. Dette er historien om Nicklas Bendtners klubskifte til Wolfsburg.

Egentlig var det oplagt, at Tom Brookes skulle gennemføre handelen. Tom Brookes havde selv haft en ungdomskarriere i Sheffield United og FC Twente, inden en skade satte en stopper for hans drøm om at spille fodbold, og i stedet kastede han sig over sportsmanagement. I 2011 stiftede han firmaet ISM, International Sports Management, der fik kontorer i London, Florida og sydafrikanske Dainfern, og som hovedsageligt plejede interesser for store golfspillere som Lee Westwood, Darren Clarke, Luis Oosthuizen og Charl Schwartzel, men også cricket- og fodboldspillere.

Den 5. juni 2012 bekræftede han i en mail over for BT, at han varetog Nicklas Bendtners interesser ’worldwide’, men at han ikke havde yderligere kommentarer, idet han foretrak ’at lave forretning privat indtil klientens fremtid var på plads’. Siden gav han med jævne mellemrum mindre kommentarer i forskellige medier, hvor hans budskab i grove træk altid var det samme; at han arbejdede hårdt på at finde en klub, og at der var stor interesse. Mere skete der aldrig i løbet af de to år, der gik, indtil kontrakten med Wolfsburg blev underskrevet sidste torsdag - uden at Tom Brookes i øvrigt havde haft noget med aftalen at gøre.

  

Den første kontakt til Wolfsburg blev skabt af det makkerpar, der i løbet af sommeren også havde stået bag henvendelsen til Eintracht Frankfurt, der i slutningen af juni endte med at tilbyde den danske angriber en grundløn på 18,5 mio. kr., hvilket ville have gjort ham til klubbens bedst lønnede spiller nogensinde. Makkerparret hedder William Anane og Dieter Meinhold og havde - mente de sig selv - gode kort på hånden for at få solgt Nicklas Bendtner, dels fordi de var i besiddelse af rettighederne til at afsætte ham på det tyske marked, og dels fordi de havde ekstremt stærke forbindelser i Bundesligaen.

William Anane, en 34-årig tysk-ghanesisk spiller-handler med en lidet imponerende fortid som spiller i en stribe mindre tyske klubber, havde efter et besøg i England og et møde med Tom Brooks, fået fuldmagt, hævdede han, til at forestå salgsarbejdet i Tyskland. I sin karriere som aktiv havde William Anane to gange været forbi Frankfurt med mindre vellykkede ophold på Eintrachts andethold tilbage i 2005 og Rot-Weiss Frankfurts førstehold et halvt år i 2010. Efter karrieren havde han bosat sig i Frankfurt, hvor han er den ene af to agenter i firmaet Q11Sport, der har hovedsæde samme sted, hvorfra de arbejder tæt sammen med sports-rådgivningsfirmaet DMN. Det ejes af den 59-årige tidligere sportsdirektør i Bochum, Dieter Meinhold. Meinhold er kendt som en herre med gode kontakter i hele Tyskland, og da handelen med den lokale klub, Eintracht Frankfurt, glippede, gik de to videre og henvendte sig til andre klubber og personer i deres netværk.

En af dem var Wolfsburgs cheftræner, Dieter Hecking. Den 12. juli i år fik han nedenstående SMS fra Dieter Meinhold, som BT er kommet i besiddelse af.

  

'Hej Dieter, har I interesse i at tale med NICKLAS BENDTNER? Vi har fuldmagten i Tyskland'. Hertil svarede Dieter Hecking kort og afvisende: 'Hej Dieter, vi har ingen interesse'.

På en opfølgende henvendelse fortalte Dieter Hecking angiveligt, at hans afvisning skyldtes, at også han havde hørt og læst historierne om den danske angriber, der åbenlyst havde svært ved at holde sig inden for de rammer, man kunne forvente af en professionel fodboldspiller, og at han i øvrigt forventede, at Wolfsburg kunne tiltrække endnu større navne. Således havde man sat sig for at gå efter en af de øvre hylder på det europæiske marked og havde snøren ude efter spillere som Alvaro Morata, Romelu Lukaku, Mama Biram Diouf, Mario Mandzukic og Ciro Immobile, der dog alle afviste.

Wolfsburg måtte indse, at klubben trods en god økonomi endnu ikke blev betragtet som en ægte topklub, og at den efter især Felix Magaths regime havde fået et dårligt ry. Nu virkede handlen død, men siden da fik den pludselig liv igen.

I gennem 16 år har Ivan Marko Benes arbejdet som agent i den virksomhed, hans far i sin tid startede, og lige så længe har han besøgt spillere, sportsdirektører og trænere i hele Europa. Hans kontaktnet er bredt og fintmasket, og fredag den 8. august tastede han nummeret til én af dem, han tidligere havde arbejdet godt sammen med, Wolfsburgs sportsdirektør Klaus Allofs. Tilbage i 2004, da Allofs var sportschef i Werder Bremen, havde de indgået deres første handel sammen, da Ivan Marko Benes havde repræsenteret Daniel Jensen, der blev hentet i spanske Real Murcia. Året efter købte Klaus Allofs Mohamed Zidan i FC Midtjylland og Leon Andreasen i AGF, og igen var Ivan Marko Benes agenten. 

  

Gennem de følgende år var de løbende i kontakt, når der skulle forhandles nye kontrakter, eller når de mødtes under Benes’ besøg hos sine spillere i Bremen. De havde fået et godt forhold og var fortrolige med hinanden, så da Ivan Marko Benes ringede og præsenterede ham for idéen om at hente Nicklas Bendter, var han imødekommende, men udbad sig nogle dages betænkningstid.

Selv om Ivan Marko Benes er den danske agent, der har og har haft flest spillere i sin stald, kendte han indtil for kort tid siden kun Nicklas Bendtner perifert, men hans stald bugner af spillere med enten en fortid eller en nutid på det danske landshold. Daniel Jensen, der tidligere var en af Benes’ klienter, har flere gange i løbet af sommeren selvtrænet i København sammen med Nicklas Bendtner, mens Niki Zimling - en af Benes’ nuværende klienter - og hans familie er knyttet til Bendtner-familien gennem et livslangt venskab. Og sådan kunne man fortsætte med at remse spillere op, der gjorde det nemt for Ivan Marko Benes at etablere kontakten til Nicklas Bendtner.

Nicklas Bendtner var interesseret i at høre, hvad Ivan Marko Benes havde at sige, og de blev enige om, at hvis Wolfsburg var interesserede, kunne Benes varetage hans interesser i handelen. Tom Brookes havde han ikke længere nogen aftale med, mente han angiveligt, og havde den nogensinde eksisteret, havde den aldrig været skriftlig.

Dieter Hecking, der allerede tidligere i transfervinduet havde afvist Nicklas Bendtner over for Dieter Meinhold og William Anane, havde i mellemtiden indset, at de spillere, han troede, han kunne lokke til Wolfsburg, havde fundet andre klubber. Også han kendte i øvrigt Ivan Marko Benes fra dengang han havde trænet Hannover 96, og med Benes’ mellemkomst i 2009 havde hentet Leon Andreasen til klubben på først en lejeaftale og senere en fast kontrakt. Det gjorde ikke Bendtners muligheder mindre, at det nu var Benes, der gav sit ord for den lange angriber med det blakkede ry.

Klaus Allofs brugte weekenden på at tænke sig om, efter han havde haft den danske agent i røret. Han talte med sine tidligere spillere fra Werder Bremen, Mezut Özil og Per Mertesacker, der havde spillet sammen med Nicklas Bendtner i Arsenal, og han ringede til Morten Olsen, som han spillede sammen med i 1.FC Köln fra 1986 til 1987 og i øvrigt gennem trænerverdenen havde holdt kontakten med lige siden. Samtalerne overbeviste ham om, at det kunne blive en god handel. At Nicklas Bendtner nok havde et blakket ry, men at spillere og trænere kunne stå inde for ham i en grad, der gjorde det værd at hente ham på en fri transfer.

Det var trods alt ingen dyr handel for den velstående klub, og de nye referencer gjorde ham i stand til at overbevise tvivlerne i klubledelsen om, at danskeren var værd at satse på.

  

I begyndelsen af sidste uge ringede han til Benes og bad ham komme til Wolfsburg med Nicklas Bendtner. Han var klar på at handle. Om formiddagen onsdag den 13. august fløj Nicklas Bendtner til Wolfsburg og indlogerede sig på byens eneste fem-stjernede hotel, Ritz-Carton, og få timer efter kunne BT fortælle, at handelen var på vej, selvom kilder i klubben nægtede at kende noget til det forestående køb.

- Det er første gang, jeg hører om Nicklas Bendtner i forbindelse med vores klub, svarede en repræsentant, da BT ringede, og på det tidspunkt var det kun ganske få personer, der var klar over, at noget var under opsejling.

Over for den lokale avis, Wolfsburger Nachrichten, bekræftede Tom Brookes dagen efter om morgenen, at Nicklas Bendtner forhandlede med Wolfsburg, selvom han ikke selv var en del af handelen og ikke selv befandt sig i Tyskland. Og selv om han angiveligt ikke var og aldrig havde været en del af forhandlingerne. Muligvis var det bare hans forsøg på at få en bid af kagen, og muligvis får han et stykke. Men kun hvis Nicklas Bendtner forbarmer sig og betaler ham for to års tjeneste uden resultat. For han fik ingen indflydelse på skiftet. Dertil var hans netværk for smalt.