Et stik til Laudrup

Michael Laudrups position som den helt store chef i Swansea er styrket efter den epokegørende sejr over forgængeren Brendan Rodgers

Michael Laudrup tog stikket hjem mod Liverpool og den tidligere Swansea-manager Brendan Rodgers. Den historiske sejr efterlader den danske manager i en styrket position i forhold til både klub og fans.

Det er en lidt ubestemmelig størrelse, men alligevel et begreb, som kan have uendelig stor betydning.I teorien var Swanseas 3-1-sejr ude over Liverpool ' blot' medvirkende til at sende Michael Laudrups klub i kvartfinalerne i den mindste af de engelske pokalturneringer, Capital One Cup. Men i virkeligheden var den langt mere end det. Det var også en sejr på en af engelsk fodbolds mest ikoniske baner over Brendan Rodgers, der stod i spidsen for den walisiske klub, indtil han blev headhuntet af Liverpool.

- Fansene var og er meget glade for dén sejr, fortæller journalist Dafydd Pritchard fra den lokale avis i Swansea, South Wales Evening Post.

- Det er stort at være i kvartfinalen i Capital One Cup, det er stort at vinde på Anfield, og det er stort at slå Rodgers. Selv om de hyldede ham før kampen, spiller det en stor rolle for tilhængerne at få skovlen under deres tidligere manager, fortsætter journalisten.

Liverpool-manager Brendan Rodgers var manden, der først førte Swansea i Premier League og siden guidede klubben til en imponerende 11.-plads i sidste sæson.Michael Laudrup skal derfor udfylde et par meget store sko, men med onsdagens sejr over lige præcis Rodgers og hans Liverpool-mandskab er danskerens fødder vokset en størrelse eller to.

- Det har været svært for Laudrup at overtage efter Rodgers, der havde en speciel status i Swansea. Men sejren over Liverpool og Rodgers har styrket hans position både i klubben og blandt omgivelserne. Det er der slet ikke nogen tvivl om, forklarer Dafydd Pritchard.

Sejren på Anfield har fået idyllen tilbage omkring Swansea efter nogle uger i september, hvor resultaterne var dårlige og stemningen i truppen efter sigende ligeså. Problemerne var dog mere noget, som folk snakkede om andre steder end i Swansea, for i den sydwalisiske kystby bed de negative skriverier ikke på.

- Rygterne om uro i truppen rystede ikke folk i Swansea, og den rystede heller ikke klubben. Det gjorde de dårlige resultater heller ikke.Tilhængerne har på intet tidspunkt været nervøse. De forstår, at en klub som Swansea ikke kan vinde hver gang, siger Pritchard.

På trods af de lidt svingende resultater peger tommelfingeren opad, når snakken falder på den danske manager - Laudrup stor opbakning. Han har taget Brendan Rodgers spilkoncept, videreudviklet det og gjort det til sit eget.

- Præstationerne har langt hen ad vejen været fantastiske. Laudrups måde at spille på skinnede igennem fra dag ét, og holdet spillede flot offensiv fodbold. Men nu er holdet også begyndt at forsvare godt, så det ser rigtig godt ud, slutter Dafydd Pritchard.

Derfor var Laudrup onsdag i stand til at slå Rodgers med forgængerens egne midler.I morgen eftermiddag venter endnu en stor udfordring på Laudrup og hans hvidklædte Swansea-drenge, når Chelseas Champions League-mestre slår et smut forbi Wales og Liberty Stadium.

Se kampen i morgen kl. 16.00 på 6' eren.

Læs også: