Esbjerg slutter som nummer 11 efter en skidt sæson i Alka Superligaen. Jonas Dal varsler hårdt arbejde.

Esbjerg: Esbjerg har for andet år i træk haft en katastrofal sæson i Alka Superligaen, hvor det inden sidste runde på søndag blot er blevet til 30 point i 32 kampe.

Der er indtil videre i sæsonen gået hele 61 mål ind hos vestjyderne, og cheftræner Jonas Dal forudser en travl sommer, hvor der endnu engang skal arbejdes med defensiven.

- Vi bliver nødt til at gå i dybden med alle de situationer, hvor vi fejler. Tidligere i foråret havde vi meget godt styr på det, men det er klart, at vi i den kommende periode skal tilbage til basis, siger han.

Esbjerg-spillerne har haft for vane at gå ned med flaget efter pausen i flere kampe, og det skal der gøres noget ved.

- Jeg har en aftale med vores fysiske træner om, at der skal bygges på rent fysisk. Det håber jeg vil komme til at ske i praksis, for man kan godt fristes til at sige, at vi skal i bedre form, siger Jonas Dal.

Esbjerg forventer et travlt transfervindue med mange udskiftninger, men det bliver en udfordring at få alle brikker på plads til sæsonstart i juli.

- Vi vil selvfølgelig gerne have truppen på plads så hurtigt, som muligt, men vi må affinde os med, at vi er et sted i fødekæden, hvor vi er nogle af dem, der spiser sidst.

- Basen skal selvfølgelig gerne være på plads tidligt, og det har vi signaleret ved at hente Brent McGrath ind. Derudover lukker vi forhåbentligt en aftale med Mick van Buren inden længe, og så er det på plads, siger Jonas Dal, og tilføjer:

- Hvis vi kan finde en eller to spillere mere, inden vi starter op igen, vil det være rigtig fedt, men der kan jo ske en hel masse begge veje i det kommende transfervindue, så nu må vi se.

Esbjerg lukker sæsonen søndag med en udekamp i Randers. Uanset resultatet af kampen slutter vestjyderne på 11.-pladsen.

 

/ritzau/