Spillet hang ikke sammen for Esbjerg, men 0-0-resultatet i Lyngby glæder alligevel Lars Lungi Sørensen.

Lyngby. Esbjerg spillede mandag 0-0 hos Lyngby i Alka Superligaen og holdt for anden kamp i streg sit bur rent i foråret.

Men vestjyderne fik til gengæld ikke udrettet meget frem ad banen modsat forårspremieren i sidste uge, hvor de slog Sønderjyske 3-0.

Det skyldtes blandt andet fraværet af topscorer Robin Söder, der havde meldt fra på grund af sygdom. Det mener Esbjerg-træner Lars Lungi Sørensen.

»Söder er en vigtig person i forhold til at holde fast i bolden fremme i banen. Og det havde vi i den grad vanskeligheder med.«

»Planen var, at spille bolden ud nede bagfra, men spillerne besluttede at sparke langt i stedet. Det var planen, vi skulle sparke langt i starten, men for spillerne varede starten åbenbart 45 minutter,« siger træneren og tilføjer:

»Anden halvleg blev en forsvarskamp for os. Vi fandt aldrig fodfæste og parerede bare Lyngbys forsøg. Vi løb af sted i omstillingerne, men det blev aldrig nogen køn kamp for vores vedkommende.«

Trods de spillemæssige mangler glæder Esbjerg-træneren sig over resultatet og nu seks kampe i streg uden nederlag.

»Det er helt sikkert et positivt skridt at holde nullet og få et point med fra Lyngby, der ligger nummer tre i tabellen.«

»Det er et vigtig point for os, for vi forsøger lige nu bare at skrabe så mange point sammen som muligt,« siger Lungi Sørensen.

I stedet for Robin Söder var Mads Hvilsom at finde i angrebet.

»Det var ikke den mest spændende kamp at være med til som angriber. Jeg havde ingen afslutninger og skulle i stedet løbe en masse.«

»Men det tager jeg nu også gerne med, selv om det ikke er så spændende,« siger Hvilsom.

Han føler sig overbevist om, at vestjyderne redder livet i Superligaen.

»Hvis vi fortsætter vores fremgang, så overlever vi. Vi ved fra efteråret, at tingene kan smuldre hurtigt, men lige nu ser det fint ud, og jeg tror helt sikkert, vi redder os,« vurderer angriberen.

Esbjerg spiller fredag bundgyser på hjemmebane mod Viborg. De ligger henholdsvis nummer 12 og 14.

/ritzau/