Esbjerg slog tamme FCN

Esbjerg tog en fuldt fortjent og meget vigtig sejr på 1-0 over FC Nordsjælland søndag eftermiddag.

FC Nordsjælland var rejst hele vejen over både Lille- og Storebælt og kørt på tværs Jylland for at møde Esbjerg. Men lysten til at sejre havde de desværre glemt hjemme i Farum. Faktisk var lysten svær at spore hos begge hold i første halvleg, som var mildest talt kedelig.

For det var meget svært at se, at FC Nordsjælland i øjeblikket kæmper bravt for at holde snor i FC København i toppen af Superligaen, og at Esbjerg med en sejr kunne få luft til den nedrykningszone, de har været en del af hele sæsonen.

Fire skud blev sendt af sted på mål i første halvleg. Alle sendt af sted af Esbjerg. Alle langt fra at volde Jesper Hansen de store problemer. Dermed selvsagt 0-0 ved pausefløjtet på Blue Water Arena.

I pausen havde begge mandskaber med garanti udvekslet alvorsord med deres cheftrænere. Energien og viljen til rent faktisk at vinde kunne nemlig efterfølgende spottes hos begge klubber.

Med kun fire minutter spillet fik Steffen Ernemann hjemmepublikummet og ad sæderne. På et hjørnespark fik han i tæt duel med to FC Nordsjællands-spillere fumlet bolden over stregen, efter at Jores Okore lidt uheldigt havde headet bolden bagover sig selv og en fremadstormende Jesper Hansen i FC Nordsjælland-målet. 1-0 til Esbjerg.

Efter målet hang FC Nordsjælland nu for alvor i bremserne. Regnen silede ned, og der var kun ét hold på banen, der havde lyst til at spille. Et eksempel på FC Nordsjællands passivitet var, da både Jakob Ankersen og Youssef Toutouh ved hver deres aktioner kunne løbe fra egen banehalvdel og op gennem hele banen og afslutte på Jesper Hansens mål. Besynderligt.

Med ti minutter tilbage af opgøret gik det pludselig op for FC Nordsjælland, at man var bagud. Man begyndte at spille bolden rundt, som man er vant til at se fra de forsvarende danske mestre.

Men de kom ikke frem til nogle store chance, og dermed stopper FC Nordsjællands gode stime på fem kampe uden nederlag. Samtidig kan Esbjerg nu bryste sig af ikke at have tabt i de seneste fire kampe.

FC Nordsjælland forbliver på rækkens andenplads, mens Esbjerg rykker forbi både Sønderjyske og FC Midtjylland i tabellen og dermed lander på en ottendeplads - nu med hele seks point ned til Silkeborg lige under nedrykningsstregen.

Flot arbejdersejr til hjemmeholdet, lyder konklusionen.

Læs også: